Vildmarksliv 1

Som lystfisker drages vi ofte mod fiskevande der ligger langt fra hjemmebanen i det midt jyske. Således er det også for mig. Jeg havde længe ønsket at komme til Lapland igen. Havde været der et par gange før og tabt mit lystfisker hjerte til denne del af norden, som er så smuk og uberørt. Stedet hvor de lyse somre nætter virkelig kan bruges til fiskeri i verdensklasse, samtidig med du kun hører de lyde der hører til i uberørt natur. Hvor du kan drikke af det vand du fisker i, sover i telt og lever på felt fod og efter et par døgn ikke aner hvilken dag det er.  En af verdens få Vildmarker der er tilbage. To af mine gode venner, Svend og Niels, som jeg også vidste, havde passionen for vild og uberørt natur, var med på ideen. Vi havde sparet en slat penge op til turen. Lainio elven, var målet. En side elv til den mægtige Torne elv der danner grænsen mellem Nord Sverige og Finland og som munder ud i den Botniske bugt. Vi havde planlagt at sejle ned af elven i en stor gummi båd, uden brug af motor. Undervejs skulle vi naturligvis fiske og hygge os med at leve på feltfod.

I løbet af vinteren holdt vi en del møder hvor vi forberedte os så godt vi nu kunne. Rygsække, telte, tørkost, og en bunke fiskeudstyr skulle der med. Vi sendte 35 kg til Kiruna med fly forlods. Da vi jo ikke skulle vandre men padle det meste af tiden og havde masser af plads i gummi båden. Der var plads til luksus som 12 liter god rødvin og 3 liter af livets vand whisky. Vi tjekkede ustandselig vejudsigt i ugen op til afrejsen, den så vild ud! Regn, regn, regn.

Mandag den 27. juli fløj vi til Kiruna fra Billund. Efter et par mellemlandinger stod vi nu ved båndet og spejdede efter vores rygsække i Kiruna lufthavn. Men noget var galt. Niels manglede sin rygsæk, det værst tænkelig var sket. Den var simpelthen ikke med flyet!. Heldigvis havde vores kontakt person sendt en rigtig sød jente ud for at hente os i lufthavnen, hun havde en ven som kunne låne os ekstra liggeunderlag og en sovepose. Så efter en lille afstikker, drønede vi afsted ud til Jårkastaka. Ca. 2. timer i en godt slidt VW Transporter. Lufthavns personalet ville så sende den manglede rygsæk med taxi næste dag. Vi tjekkede lige om al den udstyr vi havde sendt forlods nu også var i bilen. Jo både rødvin og whisky var der skam også. Vi kom ret hurtigt i snak med Karin (jenten) som skulle fragte os ud til startstedet. Hun var bror til vores kontakt person Leif som vi havde lejet gummibåden af. Regnen plaskede ind mod frontruden og efter få kilometer var det grusvej resten af vejen. Hun kørte frisk til, en knækket bag fjeder larmede konstant fordi vi kørte på en meget hullet og smattet grusvej. Flere gange troede vi sgu hun mistede herredømmet over bilen og Svend tog efter nogen tid klogelig sikkerhedsselen på medens Niels sendte mig et skræmt smil. Halvvejs fremme vred hun bilen ind på en tankstation, vi skulle tanke kaffe. Havde de haft nyrebælter tror jeg sgu de havde solgt tre. En time mere i døds maskinen, nå ja det klarer vi nok, tænkte jeg og nåede lige at bytte viskerbladene rundt. For de var total slidt i stykker i førersiden, måske kunne Karina så bedre se hvor tæt hun var på lede klippe blokke der viste tænder i vejsiden. Karina sang opera på ret høj plan, når hun ikke arbejde for sin bror og jagede pulsen op på uskyldige fiske turister. Lige meget hvor meget vi pressede på ville hun dog ikke synge for os. Men tror faktisk ej heller hun kunne overdøve motoren, gearkassen og den larmende bag fjeder, hvis hun havde forsøgt. Vi kørte nu langs Lainio elven og kunne se at flere steder var den enorm bred og dannede store søer. Måske ville det blive strengt at krydse de store søer uden motor, specielt i modvind mente Svend. Deri fik han frygtelig ret! Nu krydsede vi elven og Karina kastede bussen skarpt til venstre på en lille åben plads ned til elven.

Vi tumlede ud som en flok søsyge matroser, fik læsset alt vores gear ud af bussen. Teltene blev rejst, jeg sov alene, da mit decibel område i ram søvnen ligger et pænt stykke over en knallert med tun set. Karina sagde at vi ville blive ringet op næste dag, når taxien havde fået Niels rygsæk i lufthavnen. Ringe, kan man det? Men der var signal, for vildt. Men vi havde godt nok lagt mærke til at det var rigtig mange tele master heroppe. Fik sagt farvel til Karina og så på hovedet i soveposen. Den næste dag fiskede vi lidt ved Jårkastaka bro, så også store farvede laks springe. Jeg fandt ud af at jeg havde været på samme destination her ved broen i 1995 sammen med et par andre fiske kammerater, havde da fanget lidt stalling og ørred her. Vi fangede ikke noget denne formiddag. Så kom en taxi op af grusvejen, med den manglende rygsæk. Pris 5000 kr. SAS betalte selvfølgelig. Jeg kikkede lidt på gummi båden og kunne ikke rigtig se hvordan vi skulle undgå at der var vand i bunden under sejlads. Bunden var surret fast med tykt tov. Svend mente den var tæt, så han beholdt vandre støvler på. Han blev klogere, der var konstant 10 cm vand i bunden. Men det var for sent nu, vi drev stille ned af Leinio. Vi kunne høre det første brus i det fjerne og snart kunne vi se hvide skum toppe i ret forude. Vi lagde taktik, der gik ud på ikke at komme op at ride på de store sten. Ikke fordi båden ville kæntre, men kunne sætte sig fast oven på stenen. Vi ræsede ned over stryget og en stor sten stak op ret foran os. Svend råbte som en gal. ”venstre venstre padl for helvede Niels padl padl, højre højre”. Så røg vi lige op på en stor rund sten på størrelse med en bobbel folkevogn. Der sad vi så urokkelig fast medens vandet brusede rundt om båden. Vi prøvede at rokke og vriste båden fri, men en mægtig bule opad i den kraftige gummi bund røbede at vi sad godt fast. Jeg foreslog at vi lettede båden for noget last, så den kunne blive lettere. Mine venner måbede” der er fandeme da ikke noget vi kan undvære din torsk” Var lige ved at foreslå at smide en lang line med tør fluer overbord til at trække os fri, men lod være.  Jeg foreslog at en af os skulle holde fast i rælings tovet og så stige ud af båden og hænge i strømmen og derved øge trækket på båden, samtidig med at den blev lettere. Det blev mig der som bådens klart ældste, der  fik lov at hænge i rælingen. Vaders og kun en svømme vest, gør at du holder rigtig godt fast. Niels og Svend ruskede og sled med båden og pludselig gled vi fri. Yyyyyyaaaaahhhhhh kom an BS. Vi havde klaret den første store ”ridesten”.

Da lyset blev svagere og sulten blev ret så markant, valgte vi at ligge til Land. Hurtigt op med teltene, tænde bål mod myggene. Her opdagede jeg at min sovepose der lå nederst i oppakningen (der hvor der var 10 cm vand) var smask våd. Svend var blevet godt gal i skralden nu, for hans vandre støvler var fyldt med vand. Han bandede Leif (vores kontaktperson) langt væk. Jeg havde heldigvis en tør inder pose, samt en tør yderpose, så jeg sov fint den nat.  Et måltid lækker mad (tørkost) med vin, og her efter whisky ved bålet gjorde at vi sad og grinede af alle de sjove ting vi allerede havde været ude for medens et par små laks sprang regelmæssig i hoved strømmen og solen stod lavt hen over fjeldkammen. Efter morgenmaden (altid havregrød og stærk kaffe) sejlede vi videre og så kom regnen. Det regnede konstant hele dagen og vi røg på en ”ridesten” hen under aften, men kendte nu teknikken og var hurtigt videre. Efter 2 døgn med regn gav Niels’ regnjakke op, det pissede gennem hans ellers flotte Blaupunkt jakke. Han lignede en druknet badesvamp og rystede af kulde. Vi slog lejer, fik aftensmad i teltene og dobbelt Whisky ration. Næste morgen regn igen, men vaders og vadejakker klarede det fint. Niels lånte en regnfrakke af Svend, så nu kunne han holde varmen. Vi padlede nu gennem flere store sel (søer) det var sindsygt hårdt, da vi også havde modvind. På et tidspunkt så vi en elg stå og glo forundret på os, så ville Svend i land. Han forsvandt ind mellem birke træerne og væk var han. Niels og jeg foretrak at fiske. Niels fik øje på en havørn der kom svævende hen over os, den var bare imponerende, med et vingefang der var enormt. Lidt senere kom også en fiske ørn inden for synsvidde. Svend kom stakåndet tilbage og havde fået nogle fine billeder af elgen, som ikke var særlig sky. Men hvor mange bonderøve fra Jylland havde den mon set før. Ind imellem tittede solen dog frem og vi sad og nød de varmende stråler, tændte bål og tørrede tøj. Min sovepose var nu helt tør og jeg glædede mig allerede til at komme i den.  Sidst på dagen tæskede regnen igen ned og det blæste meget. Men hen under aften løjede vinden af. Vi manglede 8 km gennem en stor sel for at nå til Soppero, kræfterne var væk og det regnede stadig.  Kun pagajernes møde med vandspejlet brød regnens lyde. Svend brød stilheden. ”Så er det på med ja hatten drenge” ” Nu skal i gætte hvem jeg er, i får kun ja og nej svar” ”Er du en mand kom det tørt fra Niels” ja! ”er du BS ” For helvede Niels BS er kun 1,65 cm høj og vejer 65 kg, det er sgu da ikke en mand. ”Nå nej, men han er da skrap ude i naturen” ”Det er vi sgu da også og paddel så for helvede Niels. Sådan fortsatte vi gætte legen lige til vi lagde til ved Soppero. Her mødte vi to flinke tyskere i en Kano, som forærede os mel og bagepulver så vi kunne lave os et godt brød.

Næste dag ville vi kun sejle til Lanavarre og proviantere, da vi havde hørt der skulle værre en butik. Men først skulle jeg lige på tønden. Der altid problematisk i Lapland, men vi havde et hemmelig våben. En mygge spray, ned med bukserne og så bare spraye hele bagdelen ind i en vældig fart. Så kunne man være i fred medens man fik drejet en ”vase”.  Til ansigt og hænder brugte vi Jungle oil, myggenet er kun for kvinder! Det regnede nu kun let, nem tur hvor vi skød god fart. En god nats søvn havde givet os mod og kræfter igen. I byen var der en fin lille landhandel, vi købte lidt øl, brød, markrel, majonæse, samt chokolade, brændstof til super padling. Vi stødte på en skæg fætter i et jakke set, hvorunder han havde en undertrøje der måske engang havde været hvid. Uge gamle stubbe i ansigtet. 160 cm høj og 1 meter bred, solbrændt som bare faen. Han var bestemt ikke helt appelsin fri. Men flink og lokal.. Da han hørte vi kom fra Danmark grinede han vildt og fortalte de var sjældne her, men han elskede Tuborg og brændevin fra Danmark. Han kikkede på vores Falken øl, det der er kun den næstbedste øl forklarede han. Han fortalte der lå et par fine fiske stryg et par kilometer nede af elven ved et lille vindskyd med bål plads. Vi spurgte ind til laksefiskeriet. Nej det er kun lykkeridderne der får dem nu. Det er til Sankt hans de er her.  Vi takkede for oplysningerne og skyndte os ned til båden med provianten. Lanavarra er himmelsk smukt, vi så havørne kredse rundt og fiskede med lette stænger og nymfer på de store stryg med krystal klart vand. Teltede på en ø midt i elven hvor vinden holdt de værste myg væk. Niels fangede dagens største stalling på 45 cm, en flot blåmand med en rygfinne så stor som en hånd. Denne aften spiste vi alle de stallinger vi orkede og sluttede af med stærk kaffe og whisky. Vi sad længe oppe snakkede og hyggede ved bålet kiggede stjerner, medens vi blev enige om at det her skulle alle prøve bare en gang i deres liv. Sådan at komme i nærkontakt med naturen og mærke moder jords puls. Det giver livet et ekstra pift, men samtidig en fantastisk ro i sjæl og sind. Det største problem er blot, du bliver afhængig af det, du må af sted igen og igen. Senere på dagen så vi nogle lokale sejle op af elven i deres typiske langbåde, der er smalle og særdeles lange og altid klink bygget i træ og med en påhængs motor. Men i de stærke stryg må de trække båden langs kanten, da strømmen er for stærk. Motorens propel er beskyttet af et gitter mod de forædriske sten. De holdt en flot grilse op da de sejlede forbi os, vi hilste med hatten og vinkede tilbage.  Vi kunne se dem ankre op længere oppe og fiske med store blink og vobblere i hullerne neden for stryget. Vi sejlede af sted ned igennem en kategori 4 stryg denne formiddag, fuldstændig vildt. Svend råbte ”venstre venstre padl for helvede Niels venstre venstre, højre , højre, for helvede Niels der er sgu en stor ridesten lige foran os”. Vi gled fri af stenen og blev suget ud i et stort delta hvor strømmen kværnede rundt. Jeg kom til at tænke på Lidmann og lakseøjet. Svend tænkte hvis det samme, han greb en spinnestang, sendte en mepps 4. på tværs af strømmen. Båden stod stille i dødvandet, men spinderen blev taget i bagstrømmen. Der var fast fisk og den så ud til at kunne spises. En flot ørred på omkring 3-4 pund viste sig i overfladen, Svend hundsede med os og nettet. Så røg den af. ”For helvede hva sker der for jer”. Så fik jeg stagen, der var hug med det samme, en flot aborre på godt pundet. Jammen er der også sådan nogen tænkte jeg. ”Den ska ud igen”, kom det prompte fra mine venner. Svend krogede senere endnu en ørred, men denne gang var det hjulet der fejlede og den røg også af. Niels og jeg mente han havde en ret så fremskreden parkinton, det måtte være forklaring nok.  En stor sel skulle forceres næste dag og vi opdagede en fin lille lagune hvor vi lagde til. Svend og jeg fangede nogle små ørreder på flue og de huggede i den vildeste strøm, sammen med fine spise stallinger. Niels fandt en lille spids med stærk strøm som mundede ud i en lille lagune. Svend og jeg gik ned til ham, da kroger han en stærk fisk. Niels pumpede en flot 2 punds aborre ind til bredden. Den var næsten grøn med sorte tværstriber. ”vi spiser kun laksefisk” kom det prompte fra Svend og jeg”. Næste kast gav en gedde, så gik Svend og jeg op på stryget og klappede nogle stallinger. Senere på dagen mødte vi de to flinke tyskere igen og de fortalte at de havde fanget en gedde. Ja de havde sågar også ædt den!”. Vi  spiser kun laksefisk” Røg det ud af vores mund, medes tyskerne stod og lignede nogen der lige har tabt en Vm finale i fodbold (hvad der sjælden sker). Vi gav dem et par liter rødvin til at skylle den grimme smag af gedden væk med, nu lignede de sgu nogle der lige havde vundet den vm finale. Har faktisk glemt at fortælle at det stadig regnede, men det lærte vi efterhånden at leve med.  Som BS (bette skid) skriver, varme, mad, og go kondition. Så kan du klare dig ufattelig længe i æ natur. De store oplevelser kommer når du bliver udfordret på de ting du tager for givet (Jim Thaysen). Det er også her du mærker kammeratskabet er mere en flygtig vind i trætoppene.  Næste dag var der stadig lidt regn, men vi fangede hurtigt nogle fine mad fisk. Den gamle dreng (mig), fik en fin 3 punds ørred (hans hånd ryster ikke) som vi lavede over bål, rødvin og whisky til efterret.  Denne aften krøb vi sammen i et telt (jeg blev inviteret ind til æ knejter). vi hyggede med gætteleg og Old Pueltney, en whisky der skal nydes med gode venner, så bliver det sgu ikke meget bedre. Der var flere dage i æ regn, men vi fik vores mad fisk. Vi valgte et tillæg til turen hvor vi skulle sejle gennem en lang smal kanyon på 8 km. Det vil altid stå for mig som en sublim oplevelse. Havørne og hele 4. såkaldte pilgrims falke på en gang, gjorde denne tur fuldendt. Elven skar sig ind gennem fjeldet, som tårnede sig op til begge sider, kun nogle små standhaftige bjergfyr kunne overleve i de sprækker der var i fjeldsiderne. Strømmen kværnede rundt og vi drev hurtigt af sted. Havde der været en hængebro med en banjo spillende mongol knægt, ville det sgu være som at være med i den gamle film, På udflugt med døden. Men Svend ligner slet ikke Burt Reynolds  og Niels og jeg kan ej heller hyle som en gris. Så råbte kaptajnen igen. ”Stor fos forude, kategori 4.” Vi kunne godt se den så vild ud og strammede grebet om det tykke rælings tov. Nu blev vi taget af strømmen med stor kraft, padlede som sindssyge for at holde os fri af de store sten der stak op over alt. Flere gange blev båden løftet næsten fri af bølgerne og vandet sprøjtede ind over os. Faktisk forholdt det sig således at der blev tilrådt hjelm allerede ved en kategori 3 fos. Vi var blevet udstyret med svømme veste og en bølle hat, det var alt. Virkeligt dårlig service og ikke ufarligt. Vi kom dog fint gennem denne sidste vilde fos og fandt en fin lejerplads, hvor vi flottede os og tog et lækkert bad i iskoldt vand. Lejren blev hurtigt og rutineret etableret og der var dømt bål hygge. En kold og klar nat i Lapland med fuldmåne.  Sidde ved bålet med mine bedste venner, en kraftig Glenn Livet whisky i glasset, 3 piber god tobak.  Det er ikke alle forundt. Vi sad og bappede på piberne kikkede ind i bålets forførende gløder, længe sagde vi ikke noget, nød blot at være sammen. Kun elvens brusen og den hæse kalden fra en ravn i det fjerne kunne høres. Stallinger så mange vi ville have, gjorde at vi spiste fisk så ofte vi orkede, for det meste fanget på nymfe. En dag bagte Svend et brød på Trangian. Vi døbte brødet Portlandbrød, det var tungere end cement og landede som sådan i maven. Men du var mæt og forstod bedre det gamle eventyr om ulven og de 7 små gedekid. På sådan en tur får du rig mulighed for at prøve dig selv af, men også kammeratskabet når det brænder lidt på. Vi roste sgu da Svends brød til himmelen, selv om vi slæbte os i soveposerne med en sæk cement i vommen.

Næste morgen måtte finde et sted mellem træerne og dreje en ”vase”. Vi var tre gutter der nærmede os en afslutning på en tur hvor et langt kammeratskab havde stået sin prøve. Lapland er noget helt specielt, her er ingen fine fiske lodgde, en guide der ved alt, luksusmiddage, egen kok, eller det der er værrer, du er nød til selv at skabe det du finder brugbar. Vi havde fået prøvet hvad det vil sige at hjælpe hinanden, at tage beslutninger sammen. Men vi var også taget sammen ind i ødemarken, kun med de få ting der skal til for at leve i pagt med naturen på feltfod. De store oplevelser kommer sjælden af sig selv, dem må du opsøge.

Knæk og Bræk

Jim Thaysen