Sommer på Helges eng


Artikel bragt i meppsen 4/2002. God fornøjelse!


Af Leif Poulsen

Min kone og jeg havde en aftale. Hun skulle bruge nogle af sommerferiens dage i sommerhus, og imens skulle jeg slå mit lille enmands telt op på Helges eng. Da vi kun har en bil blev det praktiske løst på den måde, at min kone satte mig af på engen med telt, skiftetøj, proviant og fiskegrej, hvorefter hun selv fortsatte mod Vesterhavet.

Det var sommer, først på aftenen og jeg drak mig ærlig talt en kop kaffe, inden jeg gik i gang med at rejse telt og pumpe luftmadras. Da det var overstået, kom Helge og hans gamle hund for at se til kreaturerne, og heldigvis også for at slå en sludder af med mig.

Det blev ud på aftenen inden jeg fik min fluestang rigget til. Jeg havde ikke på forhånd bestemt, hvor jeg ville fiske, men da jeg gik ned mod åen, mærkede jeg hurtigt, at stykket ved jernbanebroen trak. Derfor gik jeg ikke særligt langt op mod hytten, inden jeg begyndte at fiske.

Mistet fisk = god historie

Jeg fiskede med en 2 hånds stang, og da jeg nåede ned i nærheden af dambruget blev det ærlig talt noget besværligt at finde vej til stangen ud gennem granerne langs åen. Her kan man ikke fiske, har en erfaren fisker fortalt mig, hvis du får en fisk på her, er det sikkert, at du mister den. Ja, ja. tænkte jeg, mens jeg forsøgte at få fluen i vandet, men hvis jeg får fisk på, er jeg i det mindste sikker på, at jeg kan fortælle en fantastisk historie om, hvordan jeg mistede den.

Det blev nu ikke nødvendigt at fortælle historier om mistede fisk, for jeg så ikke skyggen af nogen. Alligevel er det til tider ulideligt spændende at gå ned over denne strækning. Jeg ved, hvor der har stået fisk, og hvor der er blevet fanget fisk – flotte laks endda. Alene det er nok til at give mig åndenød, når fluen lander på det helt rigtige sted.

Laksens aftentur

Jeg nåede ned til jernbanebroen, satte fluen i krogfanget, og begyndte at gå langs landevejen tilbage mod teltet. Det varede ikke længe, inden jeg mødte Helge. Han sprang af cyklen og sagde: Din kone er også kommet. Jeg blev først noget forskrækket, men da Helge fortalte, at hun så sund og rask ud og så ud til at være i godt humør, satte jeg lidt mere fart på for at nå tilbage.

Jeg kom altså sådan til at savne dig, fortalte hun. Jeg var godt nok i sommerhuset, men jeg var så alene. Det var bare hyggeligt. Vi fik hendes bagage pakket ud, der kom kaffe på kanden, og vi satte os på den lille skrænt for enden af engen og så mod den mørke å og den lysende sommernatshimmel. Så skete det umulige. Helge har flere gange peget over åen og fortalt, at der bag en bestemt tot vandranunkler mange gange har stået en laks – en stor laks endda. Mens vi altså sad her, kom der en bølge ud fra netop den tot vandranunkler. Bølgen gik en halv snes meter op mod strømmen og døde så ud. Hvis det ikke var en laks, må det mindst have været en sæl, det var vi enige om.

Uventet morgenkaffe

Jeg havde rigeligt fiskegrej med, og min kone overtog en spinnestang. Jeg skal ikke fortælle, hvad der er hendes yndlingsblink, og da slet ikke, hvem af os, der fik fisk. Jeg kan bare fortælle, at man kan holde ud at omgås hende, fordi hun heller ikke fortæller det til Gud og hvermand.

Fiskende koner – jeg mener hustruer – er ikke noget særsyn på Helges eng. Johannes i campingvognen har en kone, som både er meget ivrig, teknisk dygtig og ret så god til at få fisk på land. Jeg ved ikke, hvornår de to i campingvognen blev født, men har de børn, må afkommet efterhånden nærme sig pensionsalderen.

Grunden til, at jeg kommer ind på noget med alder, er regnvejr. En nat fik vi nogle ordentlige byger. Nej, det styrtede ned uafbrudt. Det lyder af meget, når man ligger i telt, og vi havde absolut ikke lyst til kravle baglæns ud i uvejret – hvilket er den eneste måde, man kan komme ud at et lille tunneltelt. Altså blev vi liggende i poserne, og drømte om varm kaffe.

Så er der lune rundstykker, hvis I har lyst. Det var Johannes der stod uden for teltet og inviterede os over i campingvognen. Her var dækket op med alt, der behøves og mere til, her var lunt og her var gæstfrihed. Så vi fik en rigtig god start på en dag, der ellers ikke havde tegnet alt for godt.

Verdens bedste blink

En eftermiddag, da jeg fiskede fra foreningens hytte ned mod Helges eng, nærmede jeg mig en fisker med spændt fiskestang. Da jeg kom nærmere, kravlede han op i et lille træ ved bredden og fik fiskestangen kilet fast mellem nogle grene. Ganske rigtigt. Han havde sat sit blink fast i et træ på modsatte bred, og det var ikke et almindeligt blink. Det var et norsk blink, for længst udgået af produktion, og det havde et par uger tidligere givet ham et laks et eller andet sted nede i nærheden af jernbanebroen.

Et par timer senere mødtes vi igen. Han var godt kulørt i ansigtet og svedte bravt. Han havde været turen helt oppe omkring Tarp bro og ned langs den anden bred. Blinket havde han i lommen, og da han var i godt humør, fik jeg ham til endnu en gang at fortælle historien om, hvordan hans kone havde påtaget sig at passe børnebørnene i Sønder Felding alene, for at han kunne fiske – og få laks.

Tænker jeg som en ko?

Helges kalve og kvier er usædvanligt rolige. Måske fordi Helge går og nusser om dem hver dag, og måske fordi lystfiskere ved Skjern Å nødvendigvis må have et sindigt temperament. Hvorom alting er. Min kone faldt for de tålmodige dyr, og da hun ikke havde sit malergrej med i bilen, tog hun fat på at fotografere dyrene.

Helges kreaturer er også usædvanlige på en anden måde. Hver aften lusker de over i bevoksningen ved siden af engen. Her går de rundt mellem træerne, mens stjernerne dukker op på himlen, og ånder tungt ud og ind, mens de formentligt forestiller sig, at de er urokser ude i en uberørte natur.

Og sådan ligner skovkøerne og jeg måske hinanden. Når jeg slænger mig på Helges eng en sommernat, mens Karlsvognen langsomt drejer højt oppe, forestiller jeg mig også, at der kun er natur omkring mig.