Interesser hvor vand er en forhindring, har i flere år fået mig til at nedprioriere livet som lystfisker. Det er gennem de sidste seks år blevet til lidt tørfluefiskeri i Grindsted å når lejlighed bød sig, og det var godt.
For to år siden flyttede jeg op i nærheden af Skjern å af ganske andre årsager end laksen. Indtil denne sæson fyldte tørfluefiskeet, LandRoveren og golfen, i omvendt rækkefølge, min sparsomme fritid. Så pludselig, og fuldstændigt spontant, tog fanden ved mig dette forår, nu skulle der fanges Laks, og som bifangst måske en enkelt havørred. Hvad der trickede den forvandling ved jeg ikke, men pludselig var sølvtøj mere attråværdigt end røde pletter og store rygfinner.
Da jeg stadigvæk ikke gerne fisker hvor der er mange fiskere, endte jeg op med igen at melde mig ind i HSF, og dermed er jeg nået til essensen af dette indlæg.
Igår, lørdagen i den årlige Karup å konkurrence, drog jeg på en lille udflugt for at kigge på foreningens, såvel som naboens, fiskevand ved Karup å. Efter at have overværet indvejningen af en smuk trind havørred, af nogen betegnet som gubbyfoder, kørte jeg op til foreningens hytte, ja den på hyttestykket. Her faldt jeg i snak med en af et par fuldgyldige medlemmer med brystmærker samt et par andre rablende vanvittige kontingentbetalere. Det endte op i en invitation til sydfynske grillproteiner og røverhistorier. Aftenen blev en uforglemmelig oplevelse af åbenhed for et nyt medlem. Aftenen gjorde mig dog også ukarakteristisk nervøs for, hvad det er for en proces, jeg har sat i gang ved at opprioritere Laksen og havørreden. De ærede medlemmer så temmelig hærgede ud grundet manglende søvn.
Best Regards
Jan Poulsen, Rookie