SIGAARDS DRENGE 4

Sigaards drenge.

Sommeren var stadig til stede, selvom vi var godt inde i den første uge af september. Åen havde haft godt af et par dages stille regn og var steget en anelse. Jeg nød de sidste varme stråler fra solen, som jeg vidste inden længe ville være gemt bag trætoppene oppe ved bakken, hvor Øvig gården ligger. Mit ”gule lyn” landede med et plop, tæt på en stor klynge kogleaks ved modsatte bred. Fluen sank hurtigt ned i det farvede vand. Midt i åen kom et pluk og så det seje træk, som hurtigt udviklede sig til hysteriske rusk. Flueklingen blev belastet brutalt og jeg fik mig kantet op på den fast brink for bedre at kunne ligge sidepres på fisken. Jeg var klar over at det var en laks i den pæne ende af skalaen. Nu ændrede den taktik og spurtede opstrøms, et par voldsomme rusk, og væk var den sgu! Jeg rullede slukøret linen ind for at undersøge krogen for skader. Så var det lige at jeg kunne høre ham sige det igen. ”Ja nogen gange vinder fisken Jim”.  Helt ubevidst smilede jeg for mig selv og mumlede ” ja det er rigtigt Henning”. Det var min gamle læremester, Henning Sigaard, som første gang sagde disse kloge ord til mig. Henning var egentlig meget mere jæger end lystfisker. Han underviste en del år nye håbefulde jægere, på deres vej til jagt tegnet. Men på et tidspunkt startede han også et lystfisker hold op i Snejbjerg. Min kammerat Jørgen og jeg var total bidt af alt hvad der havde skæl og meldte os på holdet. Vi var lige blevet udstyret med knallerter, som øgede vores aktions radius voldsomt. Der var ikke det vandløb eller vandhul hvor vi ikke fiskede. Vi spurgte Henning om ikke han ville undervise på vore ungdoms skole i Hammerum. Jow da, men i mangler lige 10. knægte mere til et hold. Ugen efter havde Jørgen og jeg samlet 10 knægte mere og Henning startede et lystfiskerhold på Hammerum skole. Vi skriver 1971-72. tiden var en helt anden, computer, mobiltelefon, og andre tidsrøvere var slet ikke opfundet. For slet ikke at tale om tv. Jeg tror vi kunne gå og glæde os i en uge til der kom Laredo eller Maverick, på den ene kanal der nu var. Men der var mange lystfiskere, for folk havde tid til at fiske og være ude i naturen. Jeg havde altid været draget af det vand hvori der kunne fanges fisk. Derfor åbenbarede der sig en forunderlig verden for mig, da Henning åbnede op for sin store viden. Jagten var hans hjertebarn, men han fiskede dog også ind imellem. Men der hvor han virkelig havde sin styrke, var hans store kærlighed og ikke mindst viden om naturen. Heldigvis var han en sand mester til at indvi vi knægte i naturens fantastiske og forunderlige verden. Noget som jeg i dag er dybt taknemmelig for, men som vi dengang ikke tænkte nøjere over. Henning Havde arrangeret en fisketur ned til ”æ bagvand”, som vist nok var en afskåret del af Skjern å. På vejen der ned, lige før ”landevejsvinget” ved Skjern å får Henning bussen til at standse. Ud springer han og spurter ud over engene. Vi knægte sidder og måber, medens vi masser ansigtet op mod ruderne for at se hvad pokker der sker. Vi kan se han står nede ved åen og snakker med en lystfisker der er udstyret med en mægtig fiskestang. Henning kommer forpustet tilbage. ”Drenge lystfiskeren dernede har lige rejst en stor laks” Henning var et stort smil, indtil Kurt spurgte om hvor laksen var rejst hen! Og Keld spurgte om det var på orm. ”Nej det var på flue” forklarede Henning. Han hev en stor klassisk Wheatley boks op af rygsækken. Mange farvestrålende laksefluer lå på lidt de parade her. Han tog en stor lakseflue med mange flotte farver ud af æsken og holdt den op for and os. Der var dødstille i bussen, kun den monotone dunken fra motoren hørtes, Vi så på fluen med ærefrygt. ”Dette er en Silver doktor drenge” i sandhed en magisk flue. Silver doktoren blev sat pænt ind i æsken igen til alle de andre doktorer. Jeg ærgrede mig over at der ikke var en Silver doktor i min flueæske. Vi blev alle udstyret med et fiskekort, grejet hurtigt samlet og af sted til åen hvor vi fiskede på livet løs. Henning gik og gav gode råd og opmuntrende ord med på vejen samtidig med at han lige bød på en Gajol. På et tidspunkt hvor han sad på sin jagtstol og nød sin kaffe, slog jeg til.” Må jeg godt se den Silver doktor igen” spurgte jeg. Henning stak mig æsken, mine fingre gled forsigtig hen over de flotte klassiske fluer. Fluer, som kun få lystfiskere binder i dag. Men som selvfølgelig også kunne fange fisk, og gjorde det!”Du må da godt ta en Silver doktor” kom det fra Henning. Jeg listede forsigtig en ud af boksen holdt den op mod den blå himmel, hvor var den flot. Jeg tror jeg lignede en der lige havde vundet en million. For pokker, nu havde jeg en rigtig Lakseflue, hvad ville det ikke føre til. Fjorten dage senere skulle vi fiske i Skjern å. Jørgen og jeg fulgtes op på skolen, vi var altid de første. Sigaard og bussen holdt der allerede. Vi valgte pladserne helt oppe ved Chaufføren og Henning, for så kunne vi følge med når Henning forklarede om landskabet, istiden, vandløbne og vildlaksens ankomst. Vi skulle fiske i den øvre del af Skjern å. Der var også mulighed for at fiske i en sø der lå tæt på åen. Jeg spurgte Henning om der var laks. Han mente chancen var der, om end den var lille. Men for en femtenårs knægt er intet umuligt. Jørgen og jeg fiskede sammen. Vi fangede et par småfisk, som kom retur. På et tidspunkt kom jeg i tanke om min nyerhvervede Silver doktor. Jeg fik den monteret og startede op i et lovende sving. I udgangen af svinget var der træk i Doktoren og det ruskede i min blå Abu Atlantic fluestang. Jeg skreg så højt det kunne høres over hele Skjern Å dalen. ”Laks”. Henning og Jørgen kom ilende hen til mig. I det Samme sprang en flot 3-4 punds regnbue en meter ud af vandet og min Doktor nærmest kirurgisk skar sig fri af dens kæft, da jeg belastede grejet alt for vildt. Jeg bandede højlydt, men tog Hennings ord til mig, ”ja nogen gange vinder fisken Jim. ”Godt det ikke var en laks” sagde Jørgen, selvom jeg næsten ville have givet en halv arm for at det havde været det! Vi skulle mødes til middag oppe ved søen, for at spise sammen. Nogle af de andre havde fanget flere fine aborrer i søen samt en stor ål. Da vi sad og høvlede rugbrøds madder og sodavand indenbords fortalte Henning historier fra Skjern åen. Han havde også en præmie til den flotteste fisk, nemlig en lille fin Wheatley flueæske med lidt forskellige fine vådfluer i. For pokker hvor ville jeg gerne vinde den æske, men lige nu havde aborrer og ål taget føringen. Henning gik op og snakkede lidt jagt med Ejeren af Sandfeldt gård medes vi fiskede videre. Så var det at Kurt røbede de havde taget aborrerne og ålen fra en ruse som lå i søen. Jeg sagde til dem at de var nogle snyde pelse, men de grinede blot og var ligeglade. Et kort øjeblik tænkte Jørgen og jeg på at sladre, men det var sgu også for pivset. Jørgen min trofaste makker syntes at vi skulle prøve åen igen. For laksen lever jo ikke i mosehuller som han klogt sagde. Jeg satte atter min lid til Silver doktoren. Jørgen fangede ret hurtigt en fed regnbue på omkring 40cm som jeg fik lov at nette for ham. Henning kom spurtende ned til os og tog nogle billede af fisken og den stolte fanger. Så var der lige et par Gajoler til deling også. Jeg gik et par hundrede meter længere ned af åen, for Jørgen ville naturligvis lige prøve om der skulle stå en makker til den fine ørred han havde fanget. Pludselig så jeg overfladen blive brudt af en fisk som tog insekter på overfladen. Gad vide om laks gør den slags tænkte jeg. Nu skulle jeg jo have haft en flydeline og en tørflue. Jeg bestemte mig for at sætte en mindre flue på som var godt busket, gned den godt på næsen, et trick vi havde lært af Henning for at få fluen til at flyde bedre. Nogle blindkast skulle få fluen i rette afstand. Nu landede fluen et par meter oven for fisken og flød fint ned mod det sted den skulle være. ÅÅÅE nej fluen var ved at drukne, og brød kun netop vandspejlet. Nu var den lige over pladsen, en stor rygfinne viste sig i overfladen og min lille flue blev suget væk i et skvulp. Jeg strammede helt instinktivt op og der var fast fisk! Den søgte straks til bunden, men jeg bevarede roen denne gang, og holdt et jævnt pres på fisken. Jørgen kom hurtigt til hjælp. ”Har du en laks igen ” grinede han fjoget. Men faktisk anede jeg ikke hvad det var for en fætter der var i den anden ende af linen. Men til sidst kom den ind til bredden og der nede i dybet kredsede en flot blank fisk med en enorm rygfinne rundt. Nu var Henning også dukket op. Han havde en fabelagtig evne til at være der når en fiskestang bøjede sig faretruende. ”Jamen det er sørme en Stalling Jim”. Sådan en fisk havde jeg endnu kun set i det fine Abu nap og nyt katalog. Jeg blev næsten helt paralyseret af den smukke fisk, og rystede over hele kroppen. Men Jørgen var skrap med nettet og snart lå den smukke fisk og sprællede på bredden. ”For dælen en flot fisk ” udbrød Jørgen og Henning i munden på hinanden. Turen op af åen til de andre ”snydefiskere” var et sandt triumftog og jeg var næsten 2 meter høj. Henning foretog en højtidelig indvejning. Min stalling på 43 cm blev afgjort til at være dagens smukkeste fisk og den fine flueboks, ja den har jeg endnu. Når jeg en gang imellem åbner den gamle flueæske og beundrer de gamle fluer, går mine tanker tilbage til den tid der var engang. Ikke fordi fiskeriet var bedre, men fordi der var en person, som havde så meget forståelse for naturen og en flok knægte i puberteten. Henning Sigaard måtte desværre sige farvel til livet alt for tidlig på grund af sygdom. Men heldigvis har nogle af hans gode jagt kammerater samlet en bunke fantastiske jagthistorier, som Henning havde skrevet. Det er blevet til en skøn bog om jagt, og ikke mindst den natur han elskede så højt. En bog både lystfiskere og jægere vil nyde at læse. Det er heldigvis således at en stor del af det at være lystfisker og jæger også handler om andet end at fange fisk. Naturoplevelserne, kammeratskab, sammenhold omkring din forening, dette er mindst lige så vigtigt som fangsten. Og Hennings kloge ord.” Nogen gange vinder fisken”, vil jeg altid tænke på når linen bliver slap.

Knæk og bræk til jer alle.

Jim Thaysen.