Ræven går derude


Artikel bragt i meppsen 4/2003. God fornøjelse!


En skræmmende historie fra det virkelige liv ved Karup Å.

Af Svend Fabricius

  1. august 2002 havde jeg trods frisk til hård vind og overskyet og regnfuldt vejr forvildet mig op på Hyttestykket. Jeg startede i „Faskine svinget“ og fiskede ned af langsiden mod hytten.

Lige inden svinget fik jeg et kontant hug. Fisken sad der, men da jeg efter en kort fight kunne mærke, at det var en mindre, fisk valgte jeg at gøre kort proces. Jeg fik mig balanceret ned til åen og pressede fisken ind ret hurtigt for at håndlande den.

Desværre fik jeg ikke ordentligt fat ved gællerne, så i stedet for at komme op på land fortsatte fisken ud i åen, hvor fluen slap sit greb. Mens jeg var på vej op på fast grund, mistede min ene fod sit fæste. Jeg faldt forover, og formåede at blive smurt grundigt ind i mudder. Men man må rejse sig ved det træ, man falder ved, så jeg fortsatte fiskeriet i samme sving.

Pludselig fik jeg en væmmelige fornemmelse af at blive iagttaget i mørket. Jeg kiggede febrilsk over begge skuldre, men kunne ingen se. Pludselig fik jeg øje på Mikkel Ræv, som stod og gloede på mig på mindre end 10 meters afstand.

Tankerne om hundegalskab, varulve og menneskers mystiske forsvinden i de Californiske Sumpe i diverse skræk film for igennem hovedet på mig, og min krop blev iskold – Tænk at jeg skulle dø i aften, og jeg var slet ikke færdig med alt det jeg skulle nå.

I ren panik løb jeg frem mod Mikkel, viftede med armene og råbte, at den skulle gå hjem med sig. Men Mikkel må have tænkt, at den gale mand da egentlig var ret sjov, så han løb i en lille bue om mig og satte sig så ned og gloede på mig igen.

Det var på det tidspunkt, jeg blev normal i hovedet igen. Qua min jagterfaring kunne jeg tænke så klart, at jeg indså, at det naturligvis var en nysgerrig hvalp fra samme år, og at jeg sandsynligvis var ham overlegen, hvis det kom til håndgemæng.

Jeg valgte således at acceptere hans tilstedeværelse, gik over broen og fortsatte mit fiskeri med en skæv skelen efter Mikkel, som forsvandt i mørket.

Men det skulle ikke blive det sidste, vi så til hinanden den aften, for hvem fulgte mig over broen og satte sig ned endnu engang og gloede i håb om at se noget mere fra ham den sjove?

Jeg fik igen den mærkelige følelse fra før og fiskede hurtigt det lange stykke af. Så hurtigt igennem sivene, ned gennem svingene, igennem det døde hul og op på fast grund omme på den anden side af sumpen. Her mødte jeg endelig en allieret Homo Sapiens: Bo Fomsgård.

Bo gik og fiskede uden at ane fare, og jeg fortalte ham om min oplevelse med det frådende rovdyr. Bo rynkede brynene, så tvivlende på mig og spurgte, om Mikkel egentligt ikke burde være mere bange for mig end jeg for ham. Jeg var nødt til at indrømme, at det var han naturligvis, og at han sikkert blot havde været nysgerrig.

Men Mikkel havde ikke fået nok. Mens Bo og jeg havde stået og sludret 8-10 meter fra åen, kom han spadserende mellem os og åen. Så kunne Bo da selv se det aggressive rovdyr, som havde lugtet menneskekød. Mikkel undlod dog at angribe. Vi må have virket skræmmende på ham, fordi vi var to mand, for det var det sidste, vi så til ham.

Men pas på – he’s out there!