Jeg vil gerne lige fortælle lidt, om mine oplevelser ved Skjern Å i bededags ferie, og om hvordan det også kan gå når man er på jagt efter laksen.
Fredag d. 4/5 2007 var jeg taget til Skjern Å med min spinnestang, det var min første tur i denne sæson. Da jeg kom derud mødte jeg Bo, som havde fisket en times tid uden at han havde haft kontakt med noget. Han fortalte at han havde en kammerat med, som gik og fiskede længere opstrøms. Jeg gik i gang med at fiske. Efter en halv time så jeg Bo komme løbende og han råbte til mig “Ole der er laks længere omme”. Jeg skyndte mig at få rullet snøren ind og fulgte efter Bo. Da jeg kom derom så jeg Bo´s kammerat, Thomas, stå og fighte en laks. Jeg skyndte mig at finde kameraet frem og fik taget nogle billeder af fighten. Efter et stykke tid kunne han lande en laks på 80 cm og 5,6 kg.
Thomas med flex på klingen
Thomas med laks på 80 cm og 5,6 kg.
Efter at man har set sådan en fight får man blod på tanden, så lørdag morgen stod jeg klar ved åen igen. Jeg startede med at fiske det stræk af hvor Thomas havde fanget sin laks, men uden resultat.
En time senere var jeg nået et godt stykke længere ned af åen. Jeg kastede min wobler skråt over åen og kort tid efter blev linen stram, der var laks, men den røg af med det samme. Jeg tog et par kast mere og i tredje kast blev linen stram igen, denne gang havde den bedre fat. Laksen tog et udøb på 30-40 meter, tog et ordentlig spring ud af vandet og fik rystet wobleren af, det var en laks på 70-80 cm. Min første kontakt med laks nogensinde, det gav mig troen på at måske kunne jeg få fat i en rigtig Skjern Å laks. Jeg fiskede resten af strækket af uden at mærke noget, så jeg besluttede mig for at gå tilbage til det sted hvor jeg havde haft kontakt.
Da jeg nåede frem var der netop ankommet en anden lystfisker på modsatte bred, det var Leif. Efter vi havde stået og talt lidt, gik jeg lidt længere op ad åen for at starte mit fiskeri.
Jeg tog det første kast og begyndte at spinne ind, pludselig blev linen stram og jeg råbte til Leif \”så er der laks\”. Nu begyndte en lang og hård fight, laksen tog et udøb ned af åen hvor der tryggede en stor bølge foran sig, jeg kunne se at det var en stor laks.
Leif havde rullet snøren ind og fulgte med i fighten fra den anden bred. Efter 10 minutter havde vi endnu ikke set laksen, pludselig tog den et udøb lige nedad og bagefter endnu et, der var noget helt galt. Laksen måtte være gået under et træ eller noget andet som lagde på bunden af åen. Efter et stykke tid tænkte jeg, der er kun et at gøre, slække på linen og håbe på at den ville gå fri. Det var selvfølgelig med risiko for at miste laksen. Jeg slækkede på linen et kort øjeblik, strammede op igen, der var stadig kontakt. Pludselig blev linen slap, jeg tænkte der røg den laks, men igen blev der stram line. Det viste sig at det var fordi, den gren som linen havde siddet under var knækket.
Da der var gået 20 minutter fik vi endelig laksen at se, den var rigtig stor. Der var nu kommet endnu en tilskuer, over på den anden side. Efter 35 minutter tilbød Leif at komme over og hjælpe mig med at lande laksen, det takkede jeg ja til, så de skyndte sig op til bilen for at køre om til mig. På vejen om til mig, havde de ringet til ham hvis jord jeg gik på. De forklarede ham om situationen, så han greb sit store net og var på vej ned til mig.
Efter 40 minutter kom laksen helt op i overfladen, den var nu kørt træt. Jeg kunne se at det var en laks på omkring 100 cm og 10 kg. Leif og hans makker var endnu ikke nået frem, men jeg kunne se en mand et par hundrede meter væk, som var på vej ned til mig med et stort net. På det tidspunkt havde laksen og rullet lidt i overfladen i 10-15 sekunder.
Så skete der det som er enhver lystfiskers mareridt, linen sprang, det løb mig koldt ned af ryggen, der kom nok nogle ord som ikke var helt stuerene. Jeg stod bare og kiggede ned i vandet, og der røg en masse tanker igennem hovedet. Pludselig fik jeg øje på en line der langsomt blev trukket hen på bredden. Det viste sig at min line var knækket et stykke inde. Jeg greb fat i linen og trak den langsomt ind, jeg havde igen kontakt med laksen. Jeg kunne igen se laksen, den lagde halvt omme på siden. Jeg tænkte hvad gør jeg nu, hvis laksen tog et udøb ville linen skære sig igennem mine fingre, så jeg greb min stang for at vikle linen omkring håndtaget. Da jeg var ved at ha linen på plads kom laksen op igen, gav et slag med hovedet og endnu engang sprang linen, det var det sidste jeg så til den laks. Jeg måtte se mig besejret af åens konge. Så jeg pakkede mit grej sammen og vendte hjemad. Hele tiden kørte tanken i hovedet, hvad nu hvis, det gør den stadig her to måneder efter.
Søndag morgen måtte jeg af sted igen. Da jeg var på vej ned til det sted hvor jeg havde mistet laksen, mødte jeg Henrik, han kom slæbende på en stor flot laks. Han havde fanget den 100 meter opstrøms fra hvor jeg havde fightet en lang kamp dagen før. Han havde et kæmpe smil på læben, og ville nok gerne have rendt med begge hænder oppe over hovedet. Men det er ikke nemt når man har 104 cm laks på 11,5 kg i hænderne. Stort tillykke til Henrik.
Henrik med laks på 104 cm og 11,5 kg.
Jeg gik i gang med at fiske og efter et kvarter var der hug på wobleren. Pulsen røg lige i top, men det var bare en lille regnbue ørred, der havde forelsket sig i min wobler.
Jeg har stadig min første laks til gode, men kan tænke tilbage på den kæmpe oplevelse, det var at fighte en stor laks i 40 minutter.
Knæk & Bræk