En artikel bragt i meppsen 1/2002. God fornøjelse!
Af Torben Smedegaard
Den 10. november 2001 tog jeg på fisketur til i et af foreningens vande – Sunds Sø, hvilket jeg dagen i dag ikke fortryder.
Jeg husker dagen som værende meget blæsende og kold. Det var i det hele taget ikke specielt fedt fiskevejr. Jeg havde dog glædet mig til dagen, da dette var weekenden efter den første nattefrost, og så plejer der at være godt gang i gedderne. Det gælder særligt i uklare søer som Gødstrup Sø. Her har jeg tidligere har jeg gjort pæne fangster på sådanne dage.
Trods vejret håbede jeg dog på at kunne få en af de helt store ‘madammer’ på krogen. Der var blevet fanget en del gedder over 10 kg. i Sunds Sø dette efterår. Derfor var mine forventninger i top, da jeg ankom til søen klokken 7.30. Jeg fik, trods forfrosne fingre, hurtigt rigget to stænger til med døde skaller på ca. 300 g, og så var det ellers bare om at vente.
Ved ottetiden ankom endnu en fisker til pladsen, og efter en lille sludder begyndte han også at fiske, dog med sild. Han havde tidligere haft dage med op til 25 gedder på pladsen, uden dog at få nogle af de helt store i tale. Da en af mine kammerater en uge tidligere havde en gedde på 12,2 kg, troede vi til at starte med virkeligt på tingene.
Det blev dog knap så let som forventet, og efter 5 kolde timer med pålandsvind var vi så småt begyndt at miste troen, men blev dog enige om, at det nok var ‘de store’, som var i hugget i dag. Klokken 13.30 faldt hugget så! Linen piskede af hjulet på den ene af mine stænger, og efter at fisken havde taget 15 – 20 meter line, fik jeg givet et solidt modhug. Fisken stod bomstille i modhugget. “Okay den er pæn,” var min reaktion.
Det blev en pæn fight, hvor fisken virkeligt gik til den, og efter nogen tid kunne Troels lande fisken i mit store karpenet, som for øvrigt sagtens kunne huse fisken. Fisken var ekstremt stor, og vi blev enige om, at den i hvert fald var over 10 – 11 kg.
Da vi vejede fisken i nettet, viste vægten 13,2 kg. Nettet vejer 700 g, så efter en hurtig gang hovedregning kunne vi fastslå geddens vægt til at være 12,5 kg. Længden var 114 cm.
Efter en hurtig gang fotografering blev fisken nænsomt udsat, hvilket den så ud til at være glad for. Det kan i øvrigt anbefales andre geddefiskere at genudsætte gedder, fordi det er med til at sikre en fortsat solid geddebestand i vore søer. Det er specielt de store gedder, som det er vigtige at få udsat, fordi de holder søernes bestande af skidtfisk nede. Og hvad skal man i øvrigt bruge 12,5 kg fiskefars til?