Laks i sidste kast 4

Allerførst må jeg hellere undskylde mig. Jeg KAN bare ikke fatte mig i korthed. Historien kunne ret beset bestå af følgende: “Jubii… Laks på 7,7 kg, taget på orm ved Hesselvig – livet er herligt!!” Min version er lidt længere og lyder sådan her:

“Håbet er der vel altid…..venter bare på bip-lyden, men den udebliver. “Desværre, der var ingen gevinst. Skal jeg smide dem ud?”. Jeg står i kiosken for at købe cigaretter til fisketuren, og så kan jeg jo lige få tjekket lotto-kuponen. Okay – der er sgu ikke meget held ved dig i dag du gamle, tænker jeg. Gad vide om det kan betale sig at køre til Skjern – klokken er også blevet mange. Jeg har egentlig gået mentalt rundt i cirkler i den sidste time, mens jeg har spillet (og tabt) omkring 20 spil UNO og ligeså mange spil Kalaha med min ældste søn, og bare ventet på hun skal komme hjem med bilen. Endelig er hun her. “Bare du er hjemme halv otte, så du kan sige godnat til drengene”. En hurtig hovedregning fortæller mig, at hvis Passat’en får en spand kul, kan jeg nå at fiske halvanden time i Skjern. I min iver glemmer jeg næsten ormene, men min kone redder mig på stregen – måske fordi hun ikke bryder sig om at have dem stående på køkkenbordet.

Jeg betalte mit kontingent i torsdags, hvis jeg nu kunne få sneget mig ud i weekenden, og Kenneth i Seatrout havde lovet, at han nok skulle have orm hjemme – de store altså. Det har han desværre ikke længere, da jeg glad svinger forbi butikken lørdag formiddag på vej til Vorgod. Hmm… jeg køber de tilbudte tigerorm i stedet og et glas røde GULP-orm – så kan de fand´me lære det. Vorgod gav ikke andet end en løbende næse og et par trætte ben, og min fiskekvote var egentlig opbrugt for weekenden. Heldigvis havde jeg orm tilovers, og min kone kunne godt forstå argumentet med, at de stakkels orm sandsynligvis ikke ville overleve en hel uge i hendes køleskab (he he). Altså står jeg nu i kiosken søndag eftermiddag og er på vej til Skjern å. Jeg flyver lavt derudad og mødes med en temmelig opkørt og mudret vej gennem skoven ned til åen ved Hesselvig. I den situation går der en vis dødsforagt i én. Fandme om jeg er kørt herud for at lade mig stoppe af en vej, der ret beset kun er egnet for tungere militære bæltekøretøjer. Jeg hamrer til den og passaten danser frejdigt og svingende gennem skoven – ren idylle!! Stangen gøres klar, og jeg monterer mit takkel med tre-svirvel, 1 meter til den nyindkøbte cirkelkrog og 60 cm til en god blykugle. 2 rådyr går på marken og nyder de friske skud – de virker ret ligeglade med mig. Egentlig lidt fornærmende, når JEG nu står og nyder synet af DEM. Jeg går vel en kilometer opstrøms og møder Per Hansen og makker. De er trætte efter en lang dag med fluekæppen. De har ikke mærket noget, men Per – den guttermand – peger en standplads ud for mig, og så hilser vi pænt og ønsker hinanden knæk og bræk. Jeg kigger på uret. Pers standplads må vente til næste gang, så jeg knalder en 4-5 tigerorm på krogen og fisker derudad. Blyet sætter sig i bunden i næsten hvert kast, så efter kort tid klipper jeg det af. Nu kører det igen!!! Nej, der er for meget strøm, og jeg har ikke en god fornemmelse af det hele. Jeg binder blyet på igen – denne gang i en ganske kort tavs på 8-10 cm. Bestanden af tigerorm er for nedadgående, så GULP-ormene kommer frem og en enkelt af de brutale sataner monteres sammen med et par orm au naturel.

Tiden går, og jeg er nu næsten nede ved svinget, hvor jeg må stoppe på grund af det vandfyldte afløb. Mit takkel fisker ret langt nedstrøms og jeg ruller lidt line ind, så ormen kommer til overfladen, og lader den herefter synke ind mod egen bred. HVAD SATAN!!!….der er noget….det trækker et par gange i linen, og så kommer der vægt bag. Jeg rejser stangen og det rusker dybt. Jeg bedømmer det til at være en regnbue på et par kilo eller måske en havørred, og glæder mig allerede til fighten, da fisken er væk. SÅ SKU DA FOR EN I ….. Jeg sender en ikke særlig pæn tanke til fabrikanten af cirkelkrogene, og så fisker jeg ellers samme stykke af i en rum tid. Det er ved at være stoppetid. Tjekker uret. Nej, jeg kan lige nå at rende uden om afløbet og så fiske svinget af. Jeg har 20 minutter. Jeg monterer friske orm og går i rask gang op over kreatur-risten og rundt til svinget. Jeg vold-fisker svinget af, og synes egentlig selv jeg får dækket alle potentielle standpladser – også dem til bækørreder helt inde under træerne. Tiden er gået, klokken er tyve minutter i syv, og jeg retter mig op og skal til at gå. Jeg tager et sidste kig op ad åen, der ligger der stor og bred i en gylden aftensol. Hov – jeg skal da lige have det sidste kast opstrøms langs egen kant, hvis den satan fra før nu skulle være kommet tilbage. Jeg ruller langsomt ind i takt med at ormen for sidste gang glider ned mod mig. Omkring 3 meter fra min støvlesnude opfanger jeg noget og alle sanser spændes. Pludselig trækkes linen hurtig mod midten af åen og jeg mærker et tungt sug i stangen. YES! så er der fast fisk. “Den klarer jeg lige i et snuptag, og jeg kan stadig nå hjem i tide”. Jeg presser den formodede regnbue hårdt, og den kommer op og ruller i overfladen. Der er noget galt her. Den er sgu lidt større end forventet, og nu mærker jeg de karakteristiske dybe sug ned mod bunden, og det går op for mig at jeg står med laks på krogen. Det er en fantastisk fight – der er bare ikke noget, der slår en laksefight. Jeg presser den hårdt, og den får ret hurtigt hovedet over vand, men den vil mere endnu, og jeg kommer i tanke om mit flourcarbon forfang til 6,2 kg og begynder at svede. På dette tidspunkt skyder jeg laksen til omkring 5 kilo, selvom jeg ved, de ofte er større på dette tidspunkt. Jeg får klargjort min fangskrog, og har i farten næsten glemt at tage beskyttelses-hætten af. Nu tager fanden ved laksen og den tager et langt sejt udløb nedstøms og helt over til modsat bred. Jeg beslutter mig for at den her laks er min, og at jeg fandme hopper i efter den, hvis noget går galt. Jeg pumper den tilbage og står og ryster med gaffen. Jeg kan godt selv mærke, at jeg ikke har ro nok til at sætte gaffen ordentligt i fisken, så da den efter et par forsøg meget venligt kommer op og lægger sig på siden, går jeg på knæ for at håndlande den. I første forsøg får jeg kun 2 negle i den yderste halespids, og jeg “løber” på knæ en meter frem og rækker ned og får et solidt greb om haleroden. Da jeg hiver den op, mærker jeg for første gang, hvor stor den egentlig er, og da den ligger foran mig på græsset, læner jeg mig ind over den, og får den aflivet, mens dens sidste vældige kræfter forplanter sig i ruskende bevægelser gennem mine rystende hænder. Jeg ryster!! Jeg sidder bare og beundrer 91 cm og 7,7 kg nyslået sølv, og får næsten en klump i halsen. Jeg ringer med rystende stemme hjem og forklarer, at jeg kommer senere, for jeg har fanget fisk, og den MÅ jeg bare vise til nogen. Herefter ringer jeg til Kenneth, min far og min onkel, får fremstammet historien og modtager mange lykønskninger og besked på at komme forbi med svinet.

På vej hjem bliver jeg pludselig nødt til at slukke for bilradioen. Jeg sidder lidt og ryster på hovedet og udstøder så et jubel-brøl og griner med mig selv.”

Peter Bjerg