2012 – mit hidtil bedste fiske-år.
Her mener jeg ikke bare fangstmæssigt, men også oplevelsen i naturen med gode fiskekammerater.
Vi startede tidligt på kysten. Jens ”FUP”, Elmer og jeg.
Vi var taget til Fyn`s nord kyst for at prøve noget andet end Vejle fjord. Efter godt en times fiskeri, en øl og noget varmt kaffe, kørte vi dog til Vejle fjord, nærmere betegnet Andkærvig. Her fik Elmer den første blanke havørred, jeg fik at se i 2012. En flot fisk på omkring 50 cm. Har desværre intet billede.
Weekenden efter var vi af sted igen, Vejle fjord. Denne gang var det sammen med FUP og Jacob. Da vi går ud mod det sted hvor vi normalt slår lejr og dropper rygsæk med kaffe og mad, ser vi en fisker, der fisker lidt længere henne, fange og lande en fisk omkring de 50 cm. Så ved man jo de er der. Vi går til den i et par timer uden held, jeg har et hug, men ingen fisk, Efter en pause med varmt kaffe og lidt mad fiskes der igen med krum hals, og det lykkes for Jacob at fange denne flotte, blanke sølv ting på, så vidt jeg husker, 64 cm. ( 9. marts 2012)
Indtil videre har jeg ikke haft det store held med fiskeriet i år, men så er det da godt at se, der er andre, der kan. Jeg kan da heldigvis tage et par billeder.
Søndag den 18. marts var jeg i Vejle igen, denne gang sammen med Jacob og Rene. De fiskede fra vejen op til Munkebjerg og ud mod Andkærvig. Jeg gik ud, hvor vi normalt slår lejr og fiskede der fra ud mod Andkærvig. Efter ca. 1 times fiskeri var det kaffe tid, Jacob og jeg havde lige hældt kaffen op, da Rene gav lyd fra sig. Han havde fået et godt hug, jeg var ikke sen til at få kameraet op af lommen og fik flere gode billeder af fighten.
Jeg har altså mest held med kameraet på kysten, jeg ved ikke hvilken af turene det var, men mener det var den 9. marts, hvor jeg fik 3 af de små inden for 15 min. De blegner jo bare lidt, når Jacob fanger så flot en fisk, og næste gang var det så Rene.
Den 16. april gik laksefiskeriet i gang. Jeg havde ikke taget fri, så jeg knoklede, og godt 12 fik jeg så en sms fra Jacob – noget med en laks på 112 cm og 15 kg. Så er det jo dejligt at gå og svede på arbejde.
Dagen efter var jeg af sted sammen med Rene, vi så ingenting, men nu var å-fiskeriet altså i gang. Jeg var af sted alt det, jeg kunne, når jeg kunne gå lidt før på arbejde, ja så var det bare til Hesselvig – Transformatoren eller noget af det andet vand, HFS har i Skjern å. Kan vist roligt sige, at jeg arbejdede – fiskede-spiste og så sov lidt i den første uge, laksefiskeriet var i gang.
Lørdag d. 21. april blev det min tur til at juble. Havde som sagt været ved åen 4 dage i træk og havde en klar aftale med Rene til lørdag morgen. Træt stod jeg op, fik lavet kaffe og af sted til Hesselvig. Der var andre, der havde fået samme ide. Vi begyndte fiskeriet ved 7 tiden, og al træthed var væk, da der var rigget til. Jeg begyndte at fiske nede ved den store sten, (der hvor billedet er taget), der havde jeg en god laks på i 2011. Der skete ikke noget. Rene ville starte noget opstrøms, vi mødtes, da jeg gik opstrøms for at komme efter ham senere. Der var bare nogle, der fiskede alle de steder, jeg troede mest på, og det gør de nok også. Efter et par timer var jeg kommet et godt stykke nedstrøms, hvor jeg startede for at tage hensyn til en fisker på den anden side af åen osv. Vi havde en aftale om at køre hjem ved halv 10 tiden, men der kom en laks i vejen. Jeg havde fisket et sving af, og lige efter gik jeg og (pral) tænkte, ”hvad gør jeg galt”, da linen pludseligt blev strammet op. Det var en fast fisk, og der var vægt bag. Efter jeg havde lagt pres på og vendt den en gang, gik den over, hvor den tog fluen. Her var den forholdsvis rolig, og jeg benyttede lejligheden til at ringe efter Rene. Da han var kommet, vendte jeg den igen og lagde pres på med det resultat, at der blev et godt udløb opstrøms og et par luft ture, hvorefter Rene stille og roligt kunne gaffe denne friske nystegne laks.
Det er min første laks, selvfølgelig lidt træls, at den er garn skadet, men dyret måler 101 cm. og vejer 8,4 kg.
Forårsturen med Gulleklubben gav for mit vedkommende heller ikke den store fangst. Jeg havde et par tilbud, men sådan er det jo. Der var andre, det lykkedes for, blandt andet Bo Østergaard, som fik en fin havørred på flue (vist nok den første på flue på kysten for ham).
Jeg startede omkring 1. maj i Karup å. Jeg ved godt det er tidligt på Herning`s vand, men sidst i maj havde jeg 2 havørreder på samme aften, der kom efter fluen, og der blev jo også fanget godt og gode fisk lidt længere ude.
Torsdag d. 14. juni var vi 4-5 mænd, der var på Hyttestykket, ingen så noget – ja der var nærmest dødt. Efter fiskeriet sad vi på bænken og klogede over en øl i, hvad der var galt, men mente vi fiskede for tidligt (ikke på året, men at vi skulle vente til ved 1 tiden om natten), en anden mente, at der ikke var fisk på HFS`s vand endnu, det modsagde jeg. Jeg havde jo set fisk, så var de trukket videre op i systemet, ja hvem ved? Jeg lavede en aftale med Fup om, at vi skulle på kysten om søndagen. Jeg var på Fyn i andet ærinde om lørdagen og havde været tidligt oppe, så da Fup ringede for at aftale tid og sted, foreslog jeg, vi i stedet skulle køre til Karup. Vi kunne jo tage af sted ved 22 tiden, tage 1 øl på bænken og så fiske et par timer, evt. sove lidt og så tage det tidlige morgen fiskeri. Som sagt så gjort. Jens (Fup) hentede mig, og nu skulle det være. Vi startede stille og roligt med 1 halv l. – ikke kaffe, og kl. 23 var vi ved åen. Der skete ikke noget, vi så intet. Efter 2 timers fiskeri mødtes vi ved hytten. Vi havde ikke set noget, så vi tog en ny halv l., så var klokken 2. Vi havde vendt teknik osv. Efter 45 min. søvn skulle Fup ud i det fri, og det larmede, så jeg vågnede. Ja så var det bare op. Jeg stak hovedet ud af døren, snusede ind og udtalte ”det lugter ikke af fisk”. Nå noget lunkent kaffe i halsen og et lille stykke brød, så skulle der fiskes. Om aftenen havde vi ikke fisket opstrøms hytten pga. stor grødevækst. Jeg startede oppe i faskiner-svinget og ned over. Der skete ikke noget. Syntes ellers jeg fiskede alle huller og ned imellem og bagved alle grøde klatter. Efter svinget neden for hytten var jeg ved at give op, grøden var bare for tæt, der var ca. 50 cm frit vand midt i åen så lige et sidste kast og sikke et kast, et træk i fluen og så var der flex på klingen. Fluen blev taget hårdt og fisken gik dybt, jeg havde ingen fornemmelse af størrelsen, dog vidste jeg, den var +5kg. Da jeg ikke turde vende fisken og gå nedstrøms med den, var der kun en ting at gøre, holde den hårdt og trække den opstrøms. Det blev en hård og kontant fight, og efter ca. 15 min stod den klar til at gaffe, (jeg har aldrig gaffet en fisk før), det forløb ganske roligt, men da den lå 3-5m bag mig gik størrelsen først rigtig op for mig. Forf……. mand en fisk!!!!!!
Da pulsen kom lidt ned, og jeg sad på bænken, kom den der rigtig gode fornemmelse, det er sgu da en god dag. Jeg ringede til Fup, han tog ikke telefonen, men hvad – så kunne jeg da bare selv begynde at fejre det. Efter 5 min ringede Jens, ”har du fanget”, svaret var: ”ja, det har jeg, men ville egentlig bare vide om det var for tidligt til en morgen øl.” Jens kom, og vi fik taget mange gode billeder. Dyret var 86 cm og vejede 8,4 kg.
Det var en helt fantastisk start på fiskeriet for mit vedkommende, og der gik ikke mere end 14 dage, så lykkedes det igen at få en af de blanke i Karup. Den var 5,3 kg. og 78 cm.
Her efter faldt der lidt ro på, men jeg har da siden fået flere fisk, ikke så store, men pæne fisk, der har fightet godt. Når jeg fisker i Karup å, er der et par fluer, det er svært at lade ligge i kassen, så det er ofte første valget.
Den første fra venstre var fluen, der tog min første havørred i år, (så vidt vides egen fri kreation). Den anden fra venstre er en efterligning af Størups morgen flue, den har jeg fået et par fisk på i år. Den 3. fra venstre er egen kreation og har givet 1 fisk på 3,5 kg. Den røde er i flere variationer, men for mig et godt valg til fiskeri, mens solen er på vej ned, det jeg kalder skumrings fiskeri. Det er også der, jeg har fanget de fleste af de fisk, jeg har fanget i år. Ikke at det ikke kan lade sig gøre midt på dagen, der skal man bare tro lidt mere på det, for ellers går jeg hjem.
I september var vi 5 mand, der var på Langeland på en tur, hvor vi havde en guide. Vi fangede ikke det store, men jeg fik da et billede, der fortæller hvad det også drejer sig om, nemlig natur og hygge.
Lad mig slutte af med det, der snart står for døren. Det der gør, at HFS har så meget godt og let tilgængeligt fiskevand.
Billeder fra rydning ved Skjern å, i foråret 2012.
Skrevet af Jan Andreasen.