Kongens fald
Den 18. februar – omkring kl. 21.15, blev de sidste to års bindemester, Mr. Kenneth himself Seatrout, vippet af tronen! Her var ikke tale om, at han gled ned af tronen eller selv valgte at springe fra tronen. Nej Kenneth blev, uden stor medfølelse af nogen art, fra de andre deltagere, brutalt væltet ned fra en af de mest præstigefyldte hæderspladser i det jydske, nemlig pladsen som fluebindemester i Herning Sportsfiskerforening.
Den dramatiske aften startede kl. 19.15 i det hyggelige klubhus på Ålykkevej. Mesterskabet begyndte som forventet til tiden, og efter de obligatoriske uskrevne regler: Først gik dommeren rundt og hilste på hver enkelt deltager, så fulgte en præsentation af den rørflue som skulle bindes. Bindemønster og billede er andet sted på siden.
Herefter var der udlevering af mønsterbeskrivelse, billede af fluen og af bindematerialer (sponsoreret af eksmester, Mr. Seatrout). Der var mødt 11 aktive deltagere op, og herudover var det omkring en håndfuld fremmødte, som ”bare” var med på en kikker.
Så gik konkurrencen ellers i gang. Det var næsten en gentagelse af konkurrencen fra sidste år. Dyb tavshed den første del af tiden, efter udlevering af mønster og bindematerialer. Rør og krogstyr blev målt op og klippet/skåret af i passende længder, rørene blev sat fast i bindestikkene, tråd blev hæftet og belastning snurret rundt og fikseret. Fluebinderne bandt tinsel, dubbing og fjer på rørene. Der blev skulet til sidemanden, brugt albuer, pustet til naboens lette bindematerialer, som var pænt linet op på bordet for senere anvendelse, der blev moppet og drillet. Ind i mellem blev der dog også plads og tid til at hjælpe hinanden, når f. eks. sidemanden gik i stå, manglede materialer eller havde brug for gode råd. Sparring hedder det vist.
Der blev kæmpet ihærdigt, i det lune og hyggelige klubhus på Ålykkevej hele aftenen, mens tøvejret smeltede is og sne sammen udenfor, til et ælte af plævrende søle, mens deltagerne tænker frem mod de lyse og lune sommeraftner, på deres jagt efter sølvblanke skønheder af havørreder, svømmende under Karup åens fløjlsblanke overflade, med sitrende finner og i sanselig søgen efter hvilepladser i den strømfyldte å.
Stemningen ændrede sig aftenen igennem, så man ind i mellem fornemmede godmodigt kammeratskab titte frem, mellem bindetrådens nervøse tørn. Når tiden går godt, flyver den afsted, ja I kender det jo nok, og pludselig var det tid for bedømmelse af deltagernes kreationer. Så var dommeren på arbejde. Det skal ikke være usagt, at alle fluerne var rigtigt fine, og at alle kunne fange fisk – ingen tvivl om det! Der blev også lavet holdbarhedstest af fluerne, som går ud på, at dommeren hiver og trækker i fluernes materialer, for at se om det er bundet ordentligt på røret. Efter det svære valg det altid er, at udpege en vinderflue, var vi kommet til afgørelsens øjeblik, så her er resultatet:
- pladsen gik til Lennart for en rigtig fin flue
-
pladsen gik til Elmer for en rigtig, knap, men næsten så fin, flue
-
pladsen gik til resten af deltagerne
Herefter var der præmieoverrækkelse ved Jens Klubhusbaron. Foruden vandrepokalen og diplom til Lennart, gav Seatrout en flot pakke fluebinderguf til den dygtige og heldige vinder.
Med ønsker om mange gode oplevelser ved åen i 2013.
Håber vi ses derude!
Niels