Artikel bragt i meppsen 1/2003. God fornøjelse.
Af Jens Løntoft
Jeg har sat 2 »gamle drenge« Svend Petersen og Kristian H. Nielsen stævne for at få dem til at fortælle om deres »hjertebarn« Skjern Å.
 |
 |
|
| Kristian H. Nielsen, ’tilflytter’. Begyndte først at fiske i HSF’s vand i 1947. Her med sin skitse til et klækkeri for Skjern Å-laksen. | Svend Petersen, født og opvokset på en gård ved Skjern Å. Da han var ung høstede han flægen, og det fik åen til at brede sig. |
Vi har aftalt at mødes ved en mindre ejendom, der ligger ved den øvre del af Skjern Å lige over for Hesselvig Enggaard. Svend er født på ejendommen, som han også ejede, indtil den for en del år siden blev afhændet. Svend er altså født ved Skjern Å, og han har alle sine drengeår fisket her. Kristian derimod er »tilflytter« Hans drengedage gik med at fiske gudenåen tynd, men da han i 1947 fik mulighed for at fiske i Skjern Å, tabte han sit herte til denne vidunderlige å.
Vi er på vej ud ad Arnborg mod Skarrild da Kristian peger på et parcelhus og siger: »Det hus har jeg tegnet til min navnebroder Kristian Nielsen (også kaldet »den gamle murer«).«
Gedderne stod for skud
Vi kører bag om Svends fødehjem og ned ad en hullet markvej ned mod åen. (Stykket er iøvrigt lejet af Herning Sportsfiskerforening). Vi kører ned til kanalen, som går fra Rind Å til Borris, stiger ud af bilen og kigger os lidt omkring. Svend kommer med en bemærkning om, at stedet næsten ikke er til at kende igen for ny vegetation. På vej over kanalen, som er bredfuldt, stopper Svend op for at fortælle os om de mange ål og gedder, han har fanget her.
»I tror måske, det er løwn,« siger han, men bunden under vandspærrene kunne være helt sort af ål. Det var helt utroligt. Gedder var der også mange af, Dem skød jeg nogen af, når de stod i overfladen. Om vinteren var det særligt nemt med gedderne. Det forholdt sig nemlig sådan, at når kanalen blev tømt for vand i løbet af efteråret, blev der efterladt nogle bassiner, og når det frøs kunne geddernes finner fryse fast i isen. Så var det nemt at få kød til fiskefrikadeller.
Åen var bredere og ikke nær så dyb
Vi forlader kanalen og går ned til åen. Svend bemærker med det samme, at åen var meget bredere, da han fiskede her som dreng. Den var jo næsten dobbelt så bred og ikke så dyb, og så var der næsten ingen vegetation. Flæg langs bredderne var der heller ikke noget af. Den smule, der ikke blev afgræsset, høstede vi. Der var ikke noget der gik til spilde.
»Da jeg var dreng, havde åen ikke gravet sig ned,« fortæller Svend. »Åen var meget bredere. Der var langt flere grusforekomster i bunden, og der var virkelig nogle fine standpladser for laks og havørred her. Ja, det var fine laks , der blev taget heroppe«.
»Jeg kan huske som barn, at der kom en mand fra Fasterholt for at fiske laks. Han måtte komme nogle gange hvert år, og han havde altid wienerbrød og hindbærsnitter med. Det var ikke noget, vi var forvente med. Når han var færdig med at fiske, kom han op og fik kaffe.«
»En dag, han var nede at fiske, havde min mor som sædvanligt lavet kaffe. Han plejede at få kaffen på en bestemt tid, inden han skulle hjem – men han kom ikke. Så blev jeg sendt ned for at se, om han var kommet noget til. Da jeg kom ned til åen fik jeg øje på ham. Han stod og fightede en stor laks, som han også fik. Den vejede 10 kg – så kaffen måtte vente.«
Børn kan fiske alene
»Det var nu Kristian Nielsen, Arnborg, som blev manden, som skulle overbevise min mor om, at et barn som jeg godt kunne fiske alene ved åen.«fortæller Svend.
»Den dag ‘prøven’ skulle stå,« ville skæbnen imidlertid, at jeg faldt i åen, og da jeg dyngvåd var kravlet på land, var min første tanke, om Kristian Nielsen havde set, hvad der var sket.
Da jeg ikke kunne se ham, troede jeg ikke, han havde set vandgangen – men det havde han. Lidt senere kom han hen til mig, kiggede lidt på mig og sagde: »Vi venter lige, til du er blevet helt tør, inden vi går hjem.«
Han lod mig bestå »prøven«, fordi han havde set, hvordan jeg kom i land ved egen hjælp.«
De store laks forsvandt
En flok hejrer kredser rundt ovre ved skovkanten langs de høje graner, mens vi går lidt ned langs åen. Svend fortæller, at det mest var stalling, ørred og ål, han fiskede efter som barn, men som voksen blev han betaget af laksen. Kristian peger på et af de flotteste stryg, der er på Hesselvigstykket.
Svend nikker: »Ja, her har der altid stået store fisk. Det var her, jeg fangede min største laks. Den vejede omkring 10 kg. Det var i 1964. Året efter fangede Kristian Nielsen fra Arnborg en laks på samme størrelse her. Så vidt jeg ved, er det de sidste 2 store laks, som er fanget her på stykket.«
Kristian nikker: »Ja, laksen iSkjern Å har været gennem en langnedtur. Mange har frygtet, at den særlige stamme i Skjern Å skulle uddø, men I de seneste år har fremtiden set lysere ud, og bestanden vokser nu endeligt igen«
Red Skjern Å Laksen
Nu fortæller Kristian sin historie om, hvordan han blev involveret i forsøget på at redde den helt unikke Skjern Å-laks:
- En dag først i januar 1986 blev jeg kontaktet af formanden for Herning Sportsfiskerforening. Bestyrelsen ville høre, om jeg som arkitekt kunne udarbejde et skitseforslag til et klækkeri – et recirkuleringsanlæg – til brug for projektet ‘Red Skjern Å Laksen’. Betalingen ville blive ‘snak og tak’ – altså 0 kr.
Selvfølgelig havde jeg ingen betænkeligheder. Jeg ville efter fattig evne gøre mit til at slå et slag for en god sag. Vi startede med en tur til Skjern Å for at besigtige en plads på ‘Dommergaardens jorder’, hvor vi kunne forvente at leje jord til klækkehus m.m. i 90 år. Der var dog nogle betingelser, som vi skulle gå ind på: Såfremt foretagendet ikke kom til at fungere, skulle de implicerede lystfiskerforeninger bekoste, hvad det ville koste at fjerne byggeri m.m. Det var efter min mening en grim passus i en evt. kontrakt. Ydermere var jeg langt fra varm på grunden. Det var gammelt å-leje med deraf følgende vanskelige bundforhold. Det kunne blive nødvendigt at pilotere, og derfor var det ikke muligt på forhånd at bedømme økonomien.
Efter hjemkomsten fra ‘Dommergaardens jorder’ og i de følgende dage udarbejdede jeg et skitseforslag med økonomiske beregninger. Forslaget blev vist i forbindelse med en lysbilled-aften på hotel Eyde og fik en positiv modtagelse af bestyrelsen samt medlemmer af HSF.
Det blev herefter besluttet, at der skulle arbejdes videre med projektet. Byggepris og udgifter til ‘indmad’i klækkehuset er desværre gået tabt – i øvrigt er det nu uden betydning, for en god forårsaften vel et par måneder efter starten af projektet, mødte jeg en god bekendt, Søren Thygesen, som på det tidspunkt ejede Albæk Dambrug.
Eget dambrug?
-Søren Thygesen fortalte mig, at hans fiskemester havde sagt op, og at han havde i sinde at sælge dambruget på grund af tidnød. Jeg spurgte, hvad dambruget skulle koste. »Vil du til at være dambruger?« spurgte Søren Thygesen. Det havde jeg ikke tænkt mig, men han havde givet mig en lys ide, som jeg dog holdt for mig selv.
Jeg spurgte, om jeg kunne få første bud på dambruget i 14 dage. Det accepterede han.
Albæk Dambrug bestod af følgende: 5 tønder land jord, en fiskemesterbolig, 8 stk. intakte damme, klækkehus, kalkeanlæg, og – heldigvis – ingen fisk.
Jeg var hurtig i telefonen til formanden og fortalte, hvad jeg var blevet vidende om. Nu skulle der omgående slåes på tromme for lystfiskernes ledere, og det skulle undersøges om lystfiskerne kunne ‘løfte’ sagen.
Søren Thygesen var en reel og fin mand at lave en mundtlig aftale med. Han vedstod, hvad han havde lovet mig, også selv om det var sivet ud, at lystfiskere ville købe, og en dambrugersøn havde budt over os.
Det korte af det lange blev dog, at tidsfristen desværre var for kort. Vi måtte trække os ud af handelen, men heldigvis var der andre lystfiskere, der overtog ideen om, at lystfiskerne bør have deres eget klækkeri og dambrug.
Takket være deres indsats fik vi Vestjysk Fiskepark, der i dag er en del af ‘Dansk Center for Vildlaks’.
Jens Løntoft