Et af livets store øjeblikke


Der er stunder i livet, som man ved kommer til at printe sig ind i ens hukommelse for altid.

Fisketuren med min 10-årige søn, d. 16-17 april er én af dem.

Men den specifikke oplevelse vender jeg lige tilbage til.

Først vil jeg gerne lige reflektere lidt over hvad der skal til, for at flere af vores børn og unge har lyst til at tage med os ud og fiske. Hvad kan få dem til at lægge deres skærme, elektroniske legetøj og gadgets, og for en stund suge alle de oplevelser til sig, som vores skønne natur ved fiskevandene kan give. Jeg tror det handler om at vi som voksne kan fokusere på at turen med ungerne skal handle om dem, og om at fokusere på nærvær og hygge.

Kan vi voksne tage ungerne med på fisketur, og sænke vores egne ambitioner om at fange noget? Set fra børnehøjde, er det ikke særligt hyggeligt at komme med far på tur, hvis han går 50 meter fra dig, og fisker selv det meste af dagen.

Sidst nævnte måtte jeg selv sande, efter en tur med sønnike i september sidste år.

Her var vi taget en tur til hyttestykket ved Karup. I sædvanlig stil introducerede jeg Alfred, min søn, I hvordan vi skulle holde afstand imellem hinanden og bevæge os ned ad åen, mens vi affiskede åens sving, huller og brinker.

Og ja, den aften var jeg heldig og fange en fin havørred på 65-70 cm. Men det til trods, havde turen for Alfred alligevel ikke helt levet op til hans forventninger. Ikke fordi han ikke havde fanget noget, men fordi vi næsten ikke havde været sammen.

Som så mange andre, har jeg en rimelig travl hverdag, som selvstændig produktudvikler. Mange rejsedage til Østen, og mange aftener ved computeren. Og det Alfred havde set mest frem til, var en dag, hvor bare ham og jeg skulle tilbringe tid sammen.

Så da vi planlagde at tage en tur til Skjern Å her til sæsonstart, havde jeg på forhånd bestemt mig for, at hele fokus skulle være på at have en super-hyggelig og nærværende far-søn tur.

Nå, tilbage til den store oplevelse.

Fredag d. 16. var som bekendt en hverdag, så jeg skulle lige have fri fra arbejde, og Alfred fri fra skole, inden bilen kunne pakkes og sætte i retning af Arnborg.

Vi ankom til Tjæreovnene ved 17-tiden, og bestemte os for at tage en times fiskeri, inden den stod på aftensmad. Der var ikke mange folk tilbage ved åen den aften, så vi havde stort set hele strækket for os selv. Det var et helt fantastisk fint vejr den aften, så efter maden lod vi stængerne stå ved bilen, og pakkede i stedet en taske med et par tæpper, kamera og termokande til kaffe og kakao.

Vi gik gennem skoven, og satte os på skrænten, hvor der var udsigt ud over ådalen, med håbet om, i løbet af aftenen, at kunne få øje på en flok krondyr. Krondyr så vi ingen af, men oplevede til gengæld solen der gik ned bag træerne, masser af sangglade fugle i træerne, månen der stod op, og stjernerne der dukkede frem på himlen. Det er slow-tv når det er allerbedst. En sikker kur mod stress og depression.

Vi sov i bilen, og tog os god tid til morgenmaden, inden vi kørte mod det smukke stykke vand ved Skovbjerg.

Da vi ankom, var der et par andre folk ved åen, som begge havde brugt hele dagen ved med fiskeri, dagen før, uden at mærke noget. Det var forholdsvis køligt den morgen, så fingrene på sønnike, fik hurtigt aprils kolde vind at føle, og jeg tvivlede ærlig talt på, at vi ville få fisket ret meget.  Men inden længe, kom solen på himlen, og fik både temperaturen og humøret til at stige.

Jeg havde på forhånd bestemt mig for, at vi skulle gå tæt sammen og fiske, så der blev god tid til at få snakket. Størstedelen af tiden havde jeg også mere fokus på kameraet, end jeg havde på fiskestangen. 

Jeg havde egentligt opfordret Alfred til at fiske med en klassisk condom spinner, men da vandførslen var rimelig lav, blev han hurtigt træt af at gå og hive grøde af krogen, og skiftede derfor til en wobler.

Efter en god times tid, var der efterhånden kommet en del folk på stykket, og Alfred havde ikke meget tiltro til fiskeriet, når nu alle de folk jo allerede havde fisket åen af flere gange. Alligevel forsatte vi fiskeriet lidt endnu, inden det var tid til at vende hjem til søster og mor til frokost. 

Imens jeg gik og tog lidt billeder af sønnike råbte han pludselig; ”far, jeg tror jeg har bid” Jeg må indrømme at jeg tvivlede en del på hans antagelse, men da jeg kom hen til ham, vendte fisken for første gang i overfladen, og så kan det nok være at pulsen steg.

10-årige arme kommer hurtigt på prøve imod en frisk Skjern Å laks, og Alfred måtte kæmpe både med syre i armene og mine ivrige instrukser som at holde stangen oppe, og lægge et jævnt pres på fisken. Efter ca. 10-15 minutter, var fisken ved at være træt og lagde sig på siden ved egen bred.

Jeg havde været så dumdristig blot at tage et relativt lille kystnet med, så både jeg og et par ivrige tilskuere tvivlede noget på muligheden for at bruge det til landingen.

Men fisken var passiv nok til, at jeg nettet kunne omkredse den bag fra, og med et snuptag, smides på land. 89cm hunlaks lå og glimtede i græsset.

Jublen var stor, og i det øjeblik oplevede jeg en sjælden grad af lykke.

Tænk at ens knægt, får en så uforglemmelig oplevelse, at fange en blank forårslaks ved Skjern Å – og jeg fik lov til at være med til hele begivenheden.

Noget der var med til at fuldende oplevelsen, var den utrolig store opbakning og lykønskning, som vi oplevede fra alle de andre venlige fiskere ved åen den formiddag.

Jeg tror aldrig sønnike har været så stolt, og jeg har sjældent været så taknemmelig.

Om aftenen snakkede jeg med Alfred om, hvad der havde været det bedste ved turen, og forventede nok at han ville sige; ”at fange fisken”. Men i stedet sagde han; ”at være sammen med dig far, en hel dag”…

Lad det være en reminder om, at sænke egne ambitioner, og blot nyde den tid vi har med vores unger, inden de bliver for store til at værdsætte vores selvskab.

Vi ses ved åen – med eller uden børn 😉

Søren Bøgh

Leave a Reply