En historie fra det virkelige liv


Den 13-14. juli. 2007, en dag jeg sent vil glemme, på lige fod med bryllupsdagen, det kan godt være at datoen smutter, med selve indholdet af dagen vil holde længe.

Det var fredag den 13. juli, kl. 21,00 at turen gik til Karup å, ja det skule jo egentlig have været om torsdagen den 12, men sofaen nærmes holdt på mig, så det blev fredag den 13 i stedet for. Jeg ankom til Åøkke 21,45 “hel motters alene i verden”, jeg tænkte at det måtte være en fejl, at flere ikke skulle ud og fiske denne nat. Det kunne selvfølgelig også være mig, som ikke havde forstand på det “hersens” nat fiske pjat. Nå udstyret på og så lige en rørflue, der vil skræmme selv den største fisk, for når fisken ikke kommer op til mig, så måtte jeg jo ned til den. (Jeg var ude lørdag nat og fiskede med en muddler, som strimer i overfladen, uden at jeg så meget som så eller hørte til fisk). Da jeg endelig kom ned til åen, hørte jeg fisk som plaskede i overfladen, så der var da liv, med det var nok bare nogle små bækørreder eller stallinger, som tog fluer i overfladen.

Jeg havde fisket i en god times tid, (havde lige hørt radio avisen kl. 23,00), så jeg var engenlig lidt træt, og det små dryppede lidt, da det var overskyet, så jeg tænkte at det nok var derfor, at det kun var mig som fiskede. Skulle jeg bryde op og køre hjem – tænkte jeg? Der kom pludselig et lille nøk i fluen, og jeg gav tilslag, og så skal jeg love for, at der kom modhug fra den anden ende af linen. Yes tænkte jeg, endelig fisk. Fisken fightede i et kvarters tid, og jeg havde vel omkrig 20 meter line ud. Så kom den op til mig, og jeg gjorde klar til at lande den, selv om der var omkring en lille meter ned til vandet, hvor jeg stod, skød jeg nettet ud, og regnede med, at det nok var en 2 kg. fisk, men jeg tog fejl. Fiske var ikke træt endnu, så den tog et udøb på omkrig 50 meter, inden den stod stille igen. Jeg prøvede at trække lidt med stangen, men intet skete, så jeg måtte gå ned mod fisken, mens jeg rullede linen ind. Der skete ikke noget så jeg tænkte, at den havde lavet grin med mig og sat linen i sivet, så jeg kunne stå der med mit patent, men nej, da jeg endelig kom ned til fisken, var den der stadig, men var gået rundt om svinget, og gået til bunds, så jeg måtte trække forsigtigt for, at få den op til overfladen igen.

Jeg havde ikke rigtig set fisken endnu, (kun lidt i overfladen), så tog den et udøb igen, dog ikke så langt, men jeg måtte efter den. Endelig lagde den sig på siden, og jeg gjorde nettet klar igen. Ind under fisken, og vupti, (fisken smuttede ud af nette igen). “Nejjjj” – tænkte jeg, men heldigvis var krogen stadig i fisken, og den kom ind igen. Nette under fisken, og denne gang måtte jeg ha´ den ordentlig i nettet, men den kunne sku´ ikke være i nettet, så den var lidt større ind jeg havde regnet med. Hvad gør man så? Jo man hører så meget om at håndlande en fisk, ved at tage den i haleroret, det havde jeg godt nok aldrig prøvet før.

Jeg var efterhånden kommet ned og ligge i vandhøjde efter, at fisken havde taget udøb nogle gange, så jeg måtte vil prøve det. Fisken kom ind til mig igen, men det er ikke så nemt at holde stangen op, mens man selv dykker ned, så jeg lagde fiskestangen fra mig mens jeg tog om halen og havde den anden hånd under fisken – og på land kom den så – hvor den så fik det berømte gok i nødden af min priest.

“Hold da kæft en fisk”! Den måtte da mindst veje 5 kg. Jeg fik taget et par billeder – men jeg rystede sådan over hele kroppen, at jeg ikke kunne fiske mere, så jeg fik samlet mit udstyr. Da jeg gik langs åen, tænkte jeg, “Hvad nu hvis fisken gir´ et spjæt, og jeg så taber den i vandet” – jeg kunne heller ikke finde vej tilbage til bilen, så jeg gik nærmes rundt om mig selv, og hjertet bankede øs. Endelig fandt jeg bilen, og fik taget et par billeder mere. Ind i bilen med fiskeudstyret og fisken, og så op til hytten, for den skulle indvejes, og heldigvis sad der to fiskekammerater, som jeg spurgte om de kunne hjælpe mig med noget lys. Det kunne de heldigvis, ja jeg tror nu nok de blev lidt misundelige, med glade på mine vegne. 15 pund og 86 cm. Den ene sagde, at det da vist var den største på Herning stykket, og minsandten om ikke han havde ret.

Normalt ville sms´erne flyve i gennem luften, men ikke denne gang, for jeg havde lige fået ny mobil tlf. og havde ikke fået tlf. bogen med over, så dette måtte vente til jeg kom hjem. Jeg fik den gamle telefon i brug igen, og der gik heller ikke et minut fra den første var sendt, her kl. 3 om natten, før Per Gylling Hansen ringede, og lige skulle høre, hvad det var for noget, han havde været på kyst sammen med en kammerat, men han kunne godt se, at de 3 små havørreder han havde fået på kysten ikke var noget at skrive hjem om. Næste dag kunne jeg endelig efter 2år, tage flere mærker af min bil.