En god dag ved Skjern å Ved Niels Præst
Jeg er blevet bedt om (af Hr. Jim von Lebenbump Thaysen) at skrive et indlæg til Meppsen, helst omhandlende “Mit livs fisk”. Det kan jeg “desværre og heldigvis” ikke, mit livs fisk har jeg nemlig ikke fanget endnu. Det er godt at have noget til gode, så tålmodig som lystfiskere jo er, venter jeg stadig!
Den historie skal jeg nok skrive en anden gang.
Så kære læsere, nu må I tage til takke med en lille artikel om en god fisketur til åen dette forår.
Jeg skruer erindringerne tilbage til den 21. april, og beskriver turen som jeg husker den.
Der var en lørdag morgen, og jeg vågnede som sædvanlig tidligt, mellem kl. 5 og 6. Det var en kold morgen, og rimen glimtede i græsplænen da jeg stod op. Jeg havde bestemt mig at tage en tur til Skjern å, men havde ingen hastværk med at komme af sted når det nu var frostvejr, så jeg hentede morgenbrød hos bageren og nød den, stilheden og kaffen i ro og mag.
Grejet blev stuvet i bilen, og så kørte min gamle bil gennem skoven mod Skjern å. (Jeg er så heldig, at jeg kan køre gennem skov næsten hele vejen fra hvor jeg bor og så til det fiskevand som HSF råder over ved Skjern å).
På køreturen gennem skoven så jeg en del råvildt, men den største buk så jeg da jeg parkerede min bil ved skoven da jeg kom til bestemmelsesstedet. Jeg så godt han kom listende neden fra åen, da jeg listede bilen ind på lysningen i skoven hvor jeg skulle parkere. Pludselig stod han der, stor og mægtig, foran min bil. Det var Ronald som var kommet mig i forkøbet, og som nu var færdig med morgenfiskeriet. Klokken var omkring 9.
Vi fik hilst hinanden godmorgen, og Ronald fortalte, at det godt nok havde været en kold, men meget smuk morgen. Man kunne stadig se rimen i skyggesiden af skoven. Vi talte om løst og fast, mest fiskeri hvis jeg ikke husker helt galt, mens jeg fik monteret hjul på stangen og en flue på forfanget. Ronald fortalte, at han ikke havde registreret andet end et par små regnbuer under sit fiskeri.
Han fortalte også, at han havde lovet at tage med fruen i Føtex samme formiddag, og at han glædede sig rigtig og vældig meget, så han måtte se at komme hjem. I sin iver efter at komme hjemover fik han dog husket at ønske mig knæk og bræk.
Jeg startede fiskeriet i en svag syd-østlig vind, ikke kraftig og kold, men snarere blid og behagelig. Solen tittede frem med korte mellemrum. Temperaturen kom vel ikke over 12°c denne dag.
Der gik ikke lang tid før der var bid, og inden ret længe havde jeg fanget tre mindre regnbueørreder.
Så fik jeg da konstateret, at min nykomponerede flue kunne fange små fisk, men kunne den fange store også?
Jeg havde haft flere tilbud af regnbuer, men de ville ikke blive hængende, så jeg valgte at skifte str. 10 trekrogen ud med en dobbeltkrog str. 14. Så kunne de lære det! (Jeg bryder mig ikke om at have disse grådige yngeltyve til at æde løs af vores lakse- og ørredyngel).
Jeg fiskede videre og fik snart endnu en regnbueørred. Herefter kom jeg til et sving med en kraftig strøm, og i udgangen af svinget var der et lille pluk i fluen, ikke en hidsig rusken som fra en regnbue.
Nåhhhhhhhhhhhhhhhh, tænkte jeg, måske var det en af de rigtige. Jeg kaste fluen ud igen, og endnu et lille pluk, og fluen standsede sin gang midt i strømmen. Jeg stod bare helt stille og ventede på en reaktion fra fisken. Reaktionen kom som et sejt træk, først blev 30-40 cm. line trukket ud mellem fingrene på mig, så tog fisken ca. en meter mere, og jeg rejste stangen stille og roligt til linen og stangen var spændt. Så var roen også forbi, og fisken væltede sig som en delfin ud af vandet i en nedstrøms bevægelse.
Fisken tog først et hurtigt udløb på omkring 25 meter, og stillede sig ved bunden. Jeg fes ned på siden af fisken og lagde kraftig sidepres på den. Den var da ligeglad og svømmede roligt tilbage til sin standplads,. Stillede sig hvor den havde taget fluen. Her stod den bare stille nogen tid. Men det var nu noget kedeligt syntes jeg, så jeg lagde endnu mere sidepres på fisken. Så blev den sur, og gik ned hvor den var svømmet ned i første udløb. Dette gentog sig nogle gange. Jeg lagde igen mere pres på fisken, og den tog nogle spring helt fri af vandet. Det var bare så fedt og intenst det hele. Så tog den nogle udløb på 40-50 meter, og begyndte på et tidspunkt at bore i bunden.
Nå, men ikke mere skriveri om kampen med laksen, for en laks var det. Men det var den fedeste kamp jeg endnu har oplevet med en fisk, også selvom jeg har fanget lidt større laks, men denne ville det hele, alt blev prøvet. Den var simpelthen så sprængfyldt med energi og ville ikke overgive sig, og aldrig har jeg oplevet noget lignende. På et tidspunkt, omkring halvt inde i kampen, troede jeg i min naivitet, at jeg kunne liste den ind i en lille grøft og spærre den vejen, aldrig har jeg taget mere fejl!
Alt gik fint for mig og jeg fik landet laksen i tredje forsøg med min behandskede hånd. En smuk og knaldrende blank og hårdtpumpet laks fik jeg løftet ind på den vårgrønne græseng. Landingen foregik ca. 300 meter fra hvor den havde taget fluen, og vi havde bevæget os frem og tilbage på strækningen nogle gange, så jeg vil tro at fisken havde svømmet omkring en km. for enden af en line på en rimelig hårdt spændt fluestang, utrolige kræfter sådanne fisk besidder.
Fisken blev aflivet, beundret og lagt tilrette med forårsgrønt græs, en træstub og åen som baggrund, kameraet blev fundet frem, men ak og ve, batterierne i kameraet var flade. Nå, men det må vel betegnes som et luksusproblem i sådan et tilfælde. Jeg kunne jo fotografere laksen når jeg kom hjem, selvom et billede ved åen langt var at foretrække.
Jeg fik laksen viklet ind i et gammelt håndklæde og puttet i rygsækken, og jeg gik mod bilen. Efter jeg havde taget afsked med Ronald, havde jeg ikke set et menneske, men jeg fik øje på nogle medfiskere som gik og smed spindere og fluer i vandet, da jeg var på vej op mod bilen. Den nærmeste lystfisker fik øje på halen fra laksen som stak op af rygsækken, og kom mig i møde. Det var cykelfiskeren Bjørn som var sammen med Finn, som også er en af racen cykelfiskere.
De var vist begge lige så glade for min fangst som jeg selv. Finn havde et kamera med, og han var så venlig at tage billeder af laksen og mig. Hans batterier passede også til mit kamera, så bagefter lånte jeg batterierne af ham, så jeg også selv kunne få nogle billeder i kassen med det samme. Hvor er det dejligt at møde RIGTIGE fiskere som dem. Fiskere som ikke er misundelige på at man har været heldig, dem er der nemlig alt for mange af!
Knæk & bræk
Niels
