En forårs laks


Præmieren i Skjern å systemet starter for mit vedkommende langt opstrøms i Rind å. En oplevelse fra sidste sæson havde spøgt hele vinteren. En laks, en dejlig stor éen, havde vist sig ved brinken. Nu skulle der endeligt fiskes over standpladsen igen. Forventningerne til var i top. Jomfrueligt fiskevand var klar til en ny sæson efter en meget lang vinter pause.

Laksen fra Rind å

Spørgsmålet var blot om laksen var kommet så langt endnu? Chancen er helt klart til stede og jeg fisker som en gal. Valgte den kraftig enhånds fluestang og et hurtig synkende skydehovede. Kast efter kast, stor og små flue i stærke farver blev præsenteret, men hugget udebliver.

De følgende dage fisker jeg forskellige partier af åen, blandet andet det nye HSF-vand ved fjorden.  Det bliver kun til en bækørred, ikke meget større end fluen den tog.

9 april. Dagen starter gråt, og vinden er kold. Bilen startes kl. 0700 og jeg køre imod Hesselvig/Ørvig stykket. Madpakken er smurt, for i dage skal der tilbagelægges nogle kilometer fiskevand. Højre arm er mør af de seneste dage utallige kast med TFO stangen. Derfor rigges spinnestang til med et slankt blink. Tidligere har det vist sig rigtigt effektivt.

Ude i horisonten anes kun 2 skikkelser, én på hver side af åen, så plads er der nok af.  Jeg vælger at går den anden vej, nedstrøms.

Nede ved vandet starts fiskeriet. Den tynde fireline giver mulighed for lange kast selvom blinket ikke vejer mere end 15 gram.Vandet er højt og mørkt, det forsøger jeg at kompensere for, ved af lade blinket synke et par sekunder inden indspinningen startes.
Når efterhånden om til stien jeg så tit har fulgt fra Tjæreovnene. Altid små løbende og forventnings fuld den ene vej. Og som regel lidt ”slukøret” og træt den anden vej.
Mens jeg forsøger at regne ud hvor en laks på træk vil stille sig kastes der hver en krusning og synlige grødebusk. Blinket gennemsøger et sving og når efterhånden også ned i det næste. Det sidste kast den dag lander tæt ved sivene på modsatte side af åen. Efter en obligatoriske venten startes indspinningen. Få meter når blinket at vandre da et tungt hug falder.

Tankerne flyver, kan det være en laks?. Eller er det måske en gedde. Efter lidt tovtrækeri følger fisken med 20-30 meter opstrøms som var det blot en grødeklat der sad på krogen. Da afsløres en dejlig blank sølvskinnende fiskeside i dybet, helt uden geddens grønlige skær. En forårs laks har hugget. Først da melder nervøsiteten sig. Linen er stærk nok ingen tvivl om det, men krogen kan den holde?

Pludselig har fisken fået nok, den vender rundt og tager et udløb imod havet, og stille sig omtrent der hvor den lod sig friste.
Så er det min tur. Langsomt med sikkert fyldes hjulet op igen. For hver meter line der kommer på hjulet svækkes fisken.

Hvad så, har du fisk på ? Lyder det bag mig. To HSF fiskere er ankommet af stien jeg netop har passeret. ”Jo, det vil jeg mene”. Snakken går under fighten, det tager toppen af de flossede nerver.

Det bliver til endnu et langt udløb hvor hjulet hviner så skønt. Herefter begynder den at viser tegn på udmattelse. De lange kraftfulde udløb og seje rusk ebber ud, i stedet stiller den sig i en dyb strømrende.
Belært om at laksen skal have lov at løbe når den vil, men forsøger den at hvile sig og derved genvinde sin styrke, da skal den stresses.

Og det gør jeg så. Et lange vedvarende pres bringer laksen til overfladen. Her træder de to, hvis navn er glemt under den hektiske fight, til med landingen. Brinken er blød, men uden tøven ofre den ene sig i mudret. Med et sikkert greb lige over haleroden trækkes fisken på land.

En laks, blank som ny poleret sølv og med et flot lilla skær over ryggen, 92 cm fra hoved til hales kløfte. Vægten fandt hvile ved 7 herlige kilo. Ikke en af åens kæmper med alligevel mig til dato største laks. En stor drøm er opfyldt.  Et par slag med en priest og dens pinsler endes. Efterfølgende knipses der lystigt med kameraet. Tungt læsset begiver jeg op imod bilen.

Forårs laksen

Laksen har sidenhen været en tur på røgeri, og ofte tages et lille stykke op af fryseren.

Om standpladsen i Rind å holder en fisk i år ved jeg ikke. Hvis den gør, må laksen efterhånden kunne nikke genkendende til mine rørfluer.