Artikel bragt i meppsen 4/2003. God fornøjelse!
En julehistorie af Jim Thaysen
Kulden rev i den store ‘gynter’ så den var helt blå af kulde, men humøret var helt i top. Det var nemlig sidste dag i skolen, og en dejlig lang juleferie lå og lurede om hjørnet.
Traditionen tro sluttede vi altid i kirken. Vi skulle være der til den sidste prædiken, fordi vi var de ældste elever på skolen. Julefreden kom svævende roligt ned fra kirkeloftet, og snart var pastoren langt væk i juleevangeliet. Jeg sad inderst på bænken, en behagelig varme var ved at indfinde sig, og Benny, som sad på min anden side, sad allerede og blundede. Jeg prøvede at holde mig vågen, men så var det, at jeg lige ville prøve at lukke øjnene og sende et fromt ønske om en ny fiskestang i julegave. Dette sted måtte jo være det rette forum.
Træet var blevet tændt, og det blev ret hurtigt alt for varmt i stuen. Den gamle sad endnu og prøvede at få julemaden til at være i den udspilede vom. Han led virkeligt.
Mor spurgte, om vi var klar til dans om træet. Vi dansede så længe, at de mindste blev utålmodige, og fatter blev helt rød i kammen af anstrengelse. Jeg havde kastet blikket ind under træet flere gange, men jeg havde ikke set noget, der kunne være en lækker ny top-tunet Abu stang. Det var næsten det ypperste, man kunne få i hænderne dengang. Nej, det blev ikke en Abu stang denne juleaften. Men jeg fik en chance mere, fordi jeg har fødselsdag den 26. december.
Heldet tilsmilede mig for en gang skyld. En lækker koboltblå Abu stang kom til syne, da stangposen blev taget af. Nu kunne det ikke gå stærkt nok med at få den afprøvet. Heldigvis var der ikke is på søerne endnu, så en fisketur blev i hast arrangeret med min kammerat Dynamo-Keld, et helt naturligt navn når ens far er cykelsmed. Dynamoens far hed i øvrigt Arthur og var en rigtig lun fætter med et ret iltert temperament, og så var han geddefisker om en hals.
Næste morgen, inden det endnu var blevet rigtigt lyst, stod jeg klar ved fortovskanten. Rygsækken var fyldt til bristepunktet, så jeg kunne klare enhver situation i kamp med ‘Madam Grum’. I højre hånd havde jeg et godt og fast greb om min nye Abu stang, som i dag skulle stå sin prøve.
Nu kom Dynamo-Keld og Arthur rullende. De gjorde holdt ud for mig, og de var i rigtigt fiskehumør – noget der smitter gevaldigt.
Vi bumpede ind over den Jyske Højderyg og gjorde holdt ved en sø i et stort moseområde, et af Arthurs hemmelige geddevande. En stor kuffertlignende kasse, som blev holdt sammen af gamle cykelslanger, fungerede som Arthurs grejbox. Da han åbnede den, snappede jeg lige lidt efter vejret. Aldrig havde jeg set så store geddeblink. De mindede mest af alt om en kædeskærm med en gevaldig trekrog i. Arthur havde også nogle woblere, som var skåret ud af træhåndtagene fra en trillebør. De så drabelige ud med de store trekroge dinglende under bugen.
Jeg blev helt svedt ved tanken om, hvor store de mon var, gedderne i denne sø. Vi skulle fiske fra en stor robåd, som Arthur havde lånt. Her var fint plads til os alle tre. Dynamoen og Arthur kiggede interesseret på min nye fiskestang. Arthur mente, at det var en aborrestang, og så rakte han sin gamle Arjon stage over til mig med ordene: „Den her kan sgu flå gebisset ud på Madam Grum“ Så skraldgrinede han så højt, at det rungede ud over vandet, og Dynamoen og jeg blev enige om, at det med gebisset ville vi da godt lige se en prøve på. Arthur grinede igen og sagde: „Bare vent knægte.“
Arthur trak i årerne, og vi gled stille ud på søen. Han roede os op til en lille vig og lod ankeret gå. „Så er der frit valg på alle hylder, knægte,“ sagde han, og vi kylede alskens finurligt geddegrej ud til ‘den store grumme’.
Dynamoen fik først bid, og efter lidt tovtrækkeri fik vi den indenbords. Det var en fin tyk-vommet 3 kg gedde. Arthur tog en stor tang og vred krogen fri med ordene: „Den er sgu for lille.“ Jeg spurgte forsigtig om, hvor store de skulle være, før vi beholdt dem i båden. „Den skadæleme være, så den ka spænde fars gamle stage helt i bund,“ lød det fra Arthur, og så skraldgrinede han igen.
Vejret var heldigvis rigtigt fint, ikke en vind rørte sig, og den vintergule himmel var pyntet med solens svage farver, som mindede om lange fangarme, der rakte ud efter noget, der var uendelig langt borte.
Inde på bredden stod en fiske- hejre. Den prøvede forskrækket at få luft under vingerne, da Arthur sendte en „kædeskærm“ i retning af den.
Min nye Abu stang kastede bare som en drøm, og rotationen af bladet på min store Mepps-spinner forplantede sig gennem stangen helt op til Cardinalhjulet. Ja, det snurrede nærmest helt ud i fingerspidserne.
Når en tung og vægtig vintergedde åbner kæften og hugger, står alting stille et sekund. Herefter begynder hjernen at fundere over størrelsen. Den, der havde klappet kæften sammen om min Mepps, lod til at være en af de gedder, som absolut vil prøve at rive armene af en 13-års lystfisker. Jeg holdt krampagtigt fast i Abu’en, der var spændt til bristepunktet. Arthur beordrede Dynamoen op i stævnen, så han kunne lette ankeret, når dyret kom ind til båden. Jeg fik ret hurtigt styr på fisken, og Dynamoen tog ankeret op på ordre fra faderen. Jeg pressede stangen endnu hårdere, og så lå byttet endelig i overfladen.
Vi sad alle tre og så måbende ud over rælingen, for der i overfladen lå en gammel kornsæk, som havde hugget rent på spinneren. Arthur og Dynamoen skreg af grin, medens jeg slukøret gaffede min ‘kornsæksgedde’. „Du skal nok koge den en uges tid, før den er mør,“ klukkede Arthur og sendte mig et stort grin.
Nu var det blevet tid til lidt mad. Jeg valgte lige at montere en prop med en stor reje først. Det var hyggeligt at have den røde prop vippene, medens vi spiste, selv om Arthur ikke troede på, at aborrerne var til at få i tale på denne tid af året.
Efter en rum tid begyndte proppen alligevel at vippe uroligt op og ned for til sidst at gå under overfladen. „Der er bid,“ skreg Dynamoen og tabte en halv spegepølsemad ud af munden af bare iver. Denne gang var jeg ret sikker på, at dette var en rigtig levende fisk og ikke en kornsæk, for den trak line af hjulet i små hidsige ryk. „Spænd bremsen“, råbte Dynamoen og fandt sit fangstnet frem. Nu kunne vi se en tigerstribet røver cirkle rundt et stykke nede. Arthur sad bare og gumlede, medens vi baksede med at få fisken indenbords. Dynamoen nettede den sikkert, og den landede i båden med et klask. Så kunne det ellers nok være, at han spærrede øjnene op den kære Arthur. „Hold da kæft for en basse,“ sagde jeg. „Det er noget af en ‘aborrestang’, du har fået i fødselsdagsgave,“ sagde Arthur skraldgrinende, medens han gav mig et dask på skulderen.
Dynamoen aflivede og vejede fisken. Det var en meget smuk 2 kg aborre. Jeg var pavestolt. Nu ville Arthur og Dynamoen prøve med død agnfisk – et par døde sild – og de største propper, jeg til dato havde set, blev monteret sammen med en listig trekrog. Det lignede faktisk et par store håndbolde, der lå og vippede i overfladen, mens vi sad og ventede på ‘Grum den mangetandede’.
Arthur pulsede løs på sin gamle krumpibe. En livlig duft bredte sig. Den blå røg drev langsomt ud over søen, og gav det hele et skær af mystik. „Hvad mon der lurede der nede i dybet,“ tænkte jeg, men så skreg Dynamoen: „Så er der fisk.“ Dynamoens ‘håndbold’ rullede hen over overfladen, mens Arthur skreg, at han skulle holde stangen helt i ro. Jeg syntes, vi ventede i en evighed, og Dynamoens øjne lyste bogstaveligt. Han var klar til kamp. „Nuuuuee,“ skreg Arthur.
Dynamoen flåede stangen bagover, og klingen fleksede totalt. Hans store prop forsvandt ned i dybet, det store spindehjul hvæssede, som en puma i brunst, og linen blev flået af hjulet. Arthur gav ordrer, som var han kaptajn på et krigsskib: „Op med ankeret, og få de andre liner ind. Vi har sgu fået ‘gamle Grum’ på krogen drenge.“ Dynamoen sad stiv som en stenstøtte med stangen højt hævet og prøvede at få line på hjulet igen. Men bæstet trak langsomt båden ud på dybere vand.
„Det er sgu en ordentlig djævel, du har fået på krogen, knægt,“ kom det tørt fra Arthur. Nu var der efterhånden gået tyve minutter. „Hold da kæft, hvor er det spændende. Hvor stor mon den er?“
Efter en halv time kom først proppen og så fisken op i overfladen. Det var i sandhed et monster. Selv Arthur var imponeret: „Den vejer sgu mindst 15 kg. Gør det store net klart.“ Jeg foldede kæmpenettet ud og rakte det til Arthur. Monsteret lå klar til landing, og ved fælles anstrengelse fik vi ‘Grum’ op i båden. Her ændrede den pludselig taktik. Den ville ikke lege med mere. „Nu er der sgu ellers kommet liv i synagogen,“ brummede Arthur. Kæmpegedden slog med sin store hale rundt i blinkæsker, madpakker, termokander og en masse andet ragelse, der lå i båden, medens den snappede efter alt og alle, der kom for tæt på den frygtindgydende kæft.
Nu begyndte store snefnug oven i købet at dale ned fra himlen, men ingen kommenterede det. Vi havde nok at gøre i kampen med kæmpegedden. Pludselig gled jeg på de glatte bundbrædder. Jeg tumlede omkuld og landede med et brag ved siden af ‘den grumme’ og stirrede lige ind i hendes onde gule øjne.
Det sidste jeg husker er, at hun lige blinkede til mig en gang og åbnede kæmpekæften. En ram stank af blishøns, vandrotter og mindre hunde stod ud fra dybet. Så bankede hun ellers saksen sammen om mit højre øre. Det gjorde Herres nas.
Jeg slog øjnene op og stirrede lige ind i hovedet på en ældre herre med et stort hvidt hår. Det var kordegnen, som nu hev mig op fra kirkebænken i øret samtidig med, at han bad mig komme ud i en vis fart. Udenfor stod mine kammerater og skrupgrinede.
Jeg fik i øvrigt ingen ‘aborrestang’ til jul. Men en lækker fluestang fra Abu blev det til. Den blev min trofaste følgesvend i mange år frem og åbnede nye døre til den hobby, som er så fantastisk, og som er det skønneste tidsfordriv, jeg kender.
Jim Thaysen
PS: Glædelig jul og godt fiskeår.