Jeg nåede lige at tænke at det kast lå perfekt i forholdet til pladsen, og så skete det vi alle drømmer om……
BANG!!!! Hårdt, tungt og nådesløst blev min gule flue taget nede i strømmen.

Det er søndag aften d. 19. april og klokken er lidt i otte, jeg var taget på vores dejlige fiskevand helt oppe ved Skjern å forvirringen, hvor jeg gik helt alene og nød livet.
Min gode ven Jim Thaysen og jeg havde været afsted om formiddagen på en anden plads, hvor Jim havde tabt en laks og jeg havde haft et godt bud til fluen.
Så jeg kunne jo ikke sidde hjemme om aftenen, når nu laksene ville noget. Heldigvis har jeg en forstående kæreste, som kan se i mine øjne når det ikke kan betale sig at opponere.
Den er der endnu – de første 10 minutter stod den tungt ved bunden lige foran mig, og nykkede dybt i strømmen…….endnu ingen aggression, trods vores interessekonflikt.
Hvordan vil dette ende? taber jeg den? Går den nedstrøms er jeg på røven – og hvis jeg når så langt……hvordan fanden får jeg den så op, jeg er jo helt alene.
Heldigvis besluttede den sig for at tage et 50 meters voldsudløb opstrøms, hvor den gik af vandet og stillede sig igen dybt – shit en fisk – et kæmpe haleror stak ud af vandet!
Jeg fulgte efter den, og var overraskende rolig………..heldigvis er der et sandstykke ned mod åen der hvor den faldt lidt til ro igen, og her kunne jeg komme helt ned til vandet.
Efter yderligere 15 minutters fight var den ved at være klar, og jeg fik den kanet ind mod egen bred lidt opstrøms og lod den glide baglæns ned mod mig, jeg tog et fast greb om halen og fik den trukket op på land.

Hold da kæft en fisk………..hvilken skønhed….. jeg var så glad og stolt, og et sejrsbrøl brød gennem aftenfreden – kun i konkurrence med tranernes trompeteren i det fjerne, og bekkasinens elskovstromme over mig.
Jeg ringede til gutterne, og et kvarter senere stod Bo Østergaard klar med 2 kolde, og vi kunne skyde nogle billeder.
Vægten viste 11,7 kg og længden var 108cm. Min til dato største laks – jeg er dybt taknemmelig for at kunne få sådan en oplevelse i så smukke omgivelser.
Knæk og bræk derude – de er dernede i dybet 🙂
