Fredag den 26. juli var jeg igen en tur ved Skjern Å / Sdr. Felding. Jeg ankom midt på eftermiddagen og besluttede mig til at prøve spinneudstyret som ikke havde været i brug i over et år. Fluegrejet havde i år ikke givet fisk over målet i hverken Skjern Å eller Vorgod Å. En 16 grams Meps spinner skulle prøves i nogle af svingene med de dybe huller. Efter en times fiskeri var der fangst. Spinneren svingede fra modsatte bred ud mod midten af åen og her kom det første hug. Inden jeg nåede at reagere huggede den nok en gang og jeg stoppede indspinningen et kort øjeblik og satte derefter fart på spinneren igen og tænkte samtidig at det nok var nødvendig med endnu et kast. Men helt inde ved bredden huggede ørreden tredie gang og denne gang sad den grundigt kroget. Den tog et ordentligt hop ud af vandet og jeg kunne se at det var en stor bækørred. Med 0,17 Fireline på hjulet tog det 7 minutter inden den lagde sig på siden og kunne landes med fangstnet og armen strakt til det yderste. Målebåndet vidste 55 cm og vægten derhjemme 2,1 kg. Min største bækørred til dato.
Med venlig hilsen
Kristian Mortensen Århus