Artikel bragt i meppsen 2002. God fornøjelse.
Af Bo Fomsgaard
En skeptiker så lyset ved Karup Å konkurrencen 2002
Ja ja, det lød jo meget godt alt sammen. “Flotte præmier, legendarisk fiskevand, hyggeligt samvær” “Det er da vist det rene tivoli” var de første tanker der trængte sig på, da min fiskemakker Flakker foreslog en weekend i selskab med 500 lystfiskere til “Fra udspring til udløb – Karup Å fiske konkurrence” fra 16. til 18. august.
Jeg så for mig: Trængsel ved høllerne, skræmte får, fejende pandelamper i natten og en muzak af konstant småpludren på alle fædrelandets dialekter overalt langs “vores” å var prospektet, men Flakker satte trumf på: 1 uges guidet fiskeri i Mörrum som hovedpræmie! Hvis nu. så kunne jeg jo selv, efter en uge i kyndige hænder, mod et passende vederlag fungere som guide på vores lille forening: “The Single Malt Spey Cast Club’s” årlige Mörrumstur!
Adgangsbilletten blev erhvervet hos Intersport, og fredag (på konkurrencens første dag) blev kursen sat ud mod det forjættede havørredland på Aulum Haderup foreningens zone 10 stykke umiddelbart opstrøms Dueholm.
Kvælende varmt, selv da vi stævnede ud i ådalen klokken 21, helt vindstille og ingen med- eller modfiskere i sigte. Det så lovende ud! Da vi efter et par timers fiskeri mødtes som aftalt til en midnatspilsner, kunne vi alle tre berette om beskeden aktivitet i åen, mens det modsatte var tilfældet på land:
Her begyndte der at dukke mørke skygger op med lange vajende stænger, der tegnede sig mod en stadig mørkere nattehimmel. Vi var sådan set enige om, at det da var et dejligt stykke vand, indtil der prøvende blev sagt: “Sådan en aften kunne det da ellers være skjøn at gå på hyttestykket, hvai?” “Jouw da,” ød det spagt. Et spirende håb var tændt! “Og så er der jo hytten!” Dét afgjorde sagen og en time efter var vi “hjemme” igen, med den kendte gyngende grund under fødderne, den efterhånden tætte grøde og de høje siv. Ååååh, livet var herligt, og kl. 6.30 landede Flakker en fin havørred på halvmeteren. Turen til Trevad foregik i triumf, indvejningen vel overstået. 1,3 kg. Størrelse er ikke alt – Vi var på tavlen!
Lørdag aften mødtes vi igen: Flakker, holdets Benjamin Henrik og undertegnede til endnu en nat på vores eget vand. Hele idéen med at kunne fiske andre foreningers stykker, der ellers resten af året er utilgængeligt for os dødelige, var slet ikke trængt ind og alle forsøg på at overtale os til at efterleve intentionerne ville på forhånd være dømt til at mislykkes: Vi var hjemme og dér blev vi!
Uheldigvis var Flakker mødt op til aftenens fiskeri med en smertefuld fiberskade i baglåret forårsaget af for voldsom aktivitet til et gadefodboldstævne i hans hjemby. At gå i spagat som nybagt fyrreårig har aldrig været nogen god idé, så inden vi nogensinde var kommet i gang, måtte han kapitulere, for skadens omfang gjorde ham ukampdygtig i alle livets forhold. Henrik kørte en slukøret helt hjem til trøst og kærlig pleje i familiens skød, mens jeg gjorde klar til det sidste angreb på titlen i årets konkurrence.
Første kast efter broen blev fluen taget blidt men bestemt (og her kunne jeg inddrage upassende sammenligninger!) og blev herefter trukket ned på bunden, og her blev flue og fisk det næste kvarters tid. Hvad der end stod bag denne overraskende manøvre, var det i hvert fald medvirkende til en uforholdsmæssig høj stigning i pulsslag, samt begyndende mytedannelser i baghovedet. Overskrifter som: “Monstret der aldrig lod sig se” eller “Alle havørreders moder mistet ved Karup By? Børn bedes holdes inden døre og al hundebadning frarådes!” cirkulerede rundt i et stadigt mere mystificeret sind. Et kvarter er længe at stå og hive i noget, der kun undtagelsesvis gav sig til kende ved nogle seje langsomme rusk, så der kunne nå at rumstere mange tanker gennem hovedet på én, mens man ventede på en ændring i situationen.
Pludselig løsnede fisken sig fra bunden, et hoved stak op i passende afstand og en reglementeret lyn-gafning blev foretaget i forholdsvis ro og orden. Ikke et skvulp havde lydt, fra fisken tog, til den lå på land, og en medfisker 50 meter nedstrøms opdagede aldrig hvad der foregik. Det var den særeste (fiske)opførsel jeg nogensinde har oplevet ved Karup Å og en forklaring får jeg jo aldrig, men nu kan jeg godt sætte mig ind i, når de gamle Skjern Å fiskere beretter om “Borende fisk, der ikke lod sig rokke i timevis” og En havestol ville være rar at have haft, for én bliir jo træt!”
Fisken var ikke det forventede uhyre, men den ville kunne gøre sig til konkurrencen, så resten af aftenen foregik i efterhånden festligt lag i hytten. Næste morgen gik turen igen til Trevad med hovedpine og dødelig ånde.
Indvejningen sagde 4957 gram og det rakte, skulle det senere vise sig, til en 2. plads i den samlede konkurrence.
Verdenspressen og den lokale borgmester var samlet til præmieoverrækkelsen kl. 14 sammen med en stor og broget flok interesserede. Og her kunne vi ud over de 11(!) indvejede havørreder beundre en 11,4 kg havørred taget uden for konkurrencen i Haderis Å. Fangeren af denne fisk fik fortjent dagens største bifald for både sin fantastiske fangst og for sin udviste ærlighed og sportsmanship. Dette var dagens clou og afslutningen på en god weekend og et godt arrangement.
På vej hjem sagde Flakker henkastet fra sit sygeleje på passagersædet: “Om et par uger er der Skjern Å konkurrence?”
