16. april 2014 – Den første laks


Indrømmet. Jeg var på nippet til at melde mig ind i en konkurrerende sportsfiskerforening, da jeg en uge før premieren endnu ikke havde bestemt mig endeligt for valg af fiskevand. Ønsket om at få en af de store blanke på krogen, kunne få mit blik til at søge længere mod vest, da der nok er lidt kortere mellem fiskene ude i vildmarken ved Borris og omegn. Men Hernings vand ved Hesselvig er nu noget særligt, så jeg indløste mit kontingent for kun anden gang, og tænkte i mit stille sind, hvor mange sæsoner der mon skulle fiskes, inden det blev min tur til at mærke laksen sug i fluestangen.

IMG_0432[1]

Norge var forsøgt, og sidste års lockout af lærere, havde afstedkommet en del ture til åen uden held. Skulle det blive i år? Jeg gjorde mig ingen forhåbninger, da min stadig beskedne erfaring som laksefluefisker og deraf manglende evner med stang og line, overbeviste mig om, at jeg stadig var under oplæring og derfor måtte væbne mig med tålmodighed…

Onsdag nat d. 16/4 kl. 03.00 stod jeg alligevel op med store forhåbninger og begav mig mod Skarrild med ønsket om en god dags fiskeri. Månen lyste landskabet op, og da jeg stod ud af bilen i skovkanten ved Hesselvig, var jeg ikke tvivl om, at jeg havde valgt det rigtige fiskevand. Hvilket fantastisk scenarie at begive sig ned mod åen i andægtig stilhed, kun akkompagneret af de mest morgenfriske lærker. Vel ankommet til åen kunne fiskeriet begynde. Det viste sig dog hurtigt at være en anelse kompliceret, da det vinterrustne fluekast blev ledsaget af is i øjerne. Min iver efter at fjerne isen fra topøjet resulterede efter kun en halv times fiskeri i en knækket stangspids og deraf bristede forhåbninger for dagens fiskeri. Men jeg forsatte dog fiskeriet, eftersom kastet jo alligevel ikke kunne blive meget ringere.

Da så klokken nærmede sig solopgang og den første rim på engen fordampede i morgenlyset, begav jeg mig hen til betonbroen for at fiske åen nedstrøms. Efter sigende et yderst produktivt stræk. Stykket var dog netop passeret og gennemfisket af blandt andre Jesper, der tog en laks sidste år, og som også præsenterede strækket for mig for to år siden. Så da min flue landede i vandet lige nedstrøms betonbroen, havde jeg ikke den store forventning. Men laksefiskeri er en forunderlig størrelse. Jeg havde ikke taget mere end et par kast, da fluen idet den løftes op af vandet ved egen side bliver stoppet, sluppet og forlader vandet over en stor hvirvel. Jeg tænkte: Tang. At jeg skulle mærke en laks dér, pludselig, midt i det hele, kunne simpelthen ikke passe. Men jeg ræsonnerede mig frem til, at det rent faktisk godt kunne være en fisk, og ikke en klump tang. Jeg forsøgte at gøre tegn til Jesper der stod 50 m. foran mig, ganske enkelt fordi jeg tænkte, at han nok havde større chance for at fange fisken end jeg selv. Men jeg slog noget af åens kolde vand i blodet, besindede mig, holdt en lille pause, og forsøgte så igen. Det kunne jo være … Anden gang jeg fisker hen over laksen, mærker jeg, at den tager fluen dybt i vandet og slipper den igen med det samme. Så var jeg i hvert fald ikke længere i tvivl om, at her stod faktisk en fisk. Tredje gang jeg fisker på laksen, sker der så det, for amatøren så komplet surrealistiske, at laksen ikke længere gider irriteres af min orange flue med gummiben (Tak KennyJ), og beslutter sig for at give den en lærestreg. Og så står man der, med al sin erfaring fra 40-50 cm kystørreder, og kigger vantro på sin fluestang der bukker sig i al ydmyghed for laksens voldsomme ryk. Og jeg forstod intet. Havde jeg virkelig en laks på – det kunne simpelthen ikke passe. Når man nu har gennemtrawlet en norsk elv i en uge, uden så meget som at mærke et nøk, så kan det næsten ikke passe, at man bare skal tage en tur lidt syd for Herning for at opleve dette helt magiske øjeblik. Men det kunne skam passe. Og laksen var trods sin, for en kystfiskers perspektiv, voldsomme styrke til at håndtere. Om end den på et tidspunkt nåede faretruende nær betonbroen.

Laksen overgav sig efter 5-6 minutters intens fight, og blev landet på behørig vis af Jesper. Og så står med der med sin første laks på land, og beundrer denne prægtige fisk, der har trodset alskens farer og begivet sig langt ud i Atlanten for at æde sig tyk og fed, med det ene mål at komme hjem til sin fødeegn og føre slægten videre. Det lykkedes desværre ikke for denne fyr, men for ham der stod i den anden ende af linen, blev det en god dag. Man bliver faktisk en smule ydmyg i et sådant øjeblik, dels grundet denne smukke fisks skæbne, dels de mange lykønskninger fra erfarne og dygtige fiskere. Det var en dag som sent bliver glemt, og hvis det kniber med at huske detaljerne, så fik min læremester heldigvis det sidste af fighten på sit kamera.

Godt man ikke endte sin premieredag langt ude vestpå uden fisk, men indløste sit kontingent hos jer, der har det smukkeste vand, samt en rigtig foreningsånd hvor man deler glæderne med hinanden og tager sig god tid til en fiskeanekdote eller to. Tak for en fantastisk 16 april. Vi ses derude – i år og de næste mange år.

Allan Poulsen, Silkeborg