Så blev det omside forår. Så kan man jo lige så godt stå op sammen med posten, (Min kone er postomdeler i Sunds), så kl. 5,00 ud af sengen, morgenmad indtages og madpakke bliver smurt, og så lige en kande kaffe. Kl. 6,00: “Ud af døren og af sted til Karup å”.
Det havde sneet lidt om natten, men hvad gør det, når bare kalenderen siger, at det er den 1. marts. Kl. 7,00 er fiskestangen og manden klar til at gå til åen, man spejder lige en tur ud over landskabet, Fiskevandet jeg befinder mig på er Herning Sportsfiskerforenings stykke ved sommerhuset.

Et kig ud over det kolde landskab for at lægge slagplan.
Jeg går lidt opstrøms, og begynder mit fiskeri. Snøren fryser lidt fast i øjerne, men hvad det fryser jo også 6 grader, så man må lade være med de lange kast, og nøjes med kastelinens længde. Nogle svaner bliver forstyrret efter, at de har været helt alene ved åen helle vinteren, så lidt natur for man da for pengene.

Svaneflokken som blev forstyrret af mit fiskeri.
Efter ca. 2,5 timers fiskeri er jeg nået tilbage til bilen, så lidt kaffe, og et stykke brød vil gøre godt – så op i bilen. Fra bilen kan jeg se, at der kommer en fisker på den anden side af åen, og han går derhen, hvor jeg ha fisket, så jeg overvejer om, jeg skal blive færdig, så jeg kan komme ned og fiske igen inden, han kommer derned til hvor jeg sluttede. nej, nu vil jeg lige nyde min kaffe, man kunne jo også sende en sms til Per Gylling Hansen, han sagde da, at han også skule til åen denne dag, og der gik da heller ikke længe, inden han svarede igen, han var lige startet for 5 min siden. Det var sku for koldt fra morgen af ;-).
Kaffen blev indtaget, og så lige en anden flue på. (Jeg startede med en dobbelt krog Jack Scott, som jeg lige havde købt aften forinden ved foreningers besøg ved BK-fiskegrej i Aulum) en hjemmelavet rørflue Mickey Fin, med to ekstra fjer fra gråand på siden. (undskyld Mickey Fin)
Den anden lystfisker på den anden side af åen var nu kommet 50-100 m længere nedstrøms, så jeg kunne godt begynde, hvor jeg slap, To – tre kast og den sad der, en flot havørred på 51 cm, Mens jeg fejdede fisken, kom der en tredje lystfisker ind på p-pladsen. Han kom ned til mig for at hjælpe med at tage billederne, og det var kun derfor, han kom ned til mig, så endnu engang tak for det, jeg fik ikke hans navn, men flink var han bestemt.

Min første havørred i Karup Å 2006 på 51 cm.
Op i bilen med fisken, også kunne man jo lige så godt svare Per Gylling tilbage på hans spørgsmål om, der sker noget her. Nå tilbage til åen for at fiske videre. Kl. ca. 15,00 begyndte jeg at fryse, og så det var vil også tid at sige tak for i dag, På vej ned til Hagebro begyndte det at sne kraftig, så jeg besluttede at køre hjem i stedet for.