Streaking Caddis


Vårflue imitation af hjortehår.

Binder: Richard Nielsen, Ophavsmand: Ukendt.

Krog: Tørfluekrog med nedadbøjet øje størrelse 8 – 12.
Tråd: Sort eller brun.
Krop: Mørk beige eller olivengrøn polydubbing bundet fyldigt over den bageste halvdel af krogskaftet og et stykke ned i krogbøjningen.
Vinge: Naturfarvet hjortehår bundet på muddlervis og klippet så fluen bliver plan på undersiden.

Streaking Caddis er en simpel men effektiv imitation af store vårfluer, som basker op ad åen. Den synker aldrig, fordi den er bundet med hjortehår, som er luftfyldte. Man fisker den på flydeline, tager den ind i træk på 30-40 cm, holder 5-6 sekunders pause o.s.v. Det får fluen til at trække striber på overfladen. Det er et typisk træk for æglæggende vårfluer, og de er kræs for store ørreder, specielt i aften- og nattetimerne. I dagtimerne kan man være heldig, at en stor stalling har set sig blind på de store vårfluer, og derved får man chancen for at få sig en såkaldt “blåmand”. Andre gode vårflue imitationer er eksempelvis “Europa 12” og “Rakelhanen”. Vårfluer forekommer talstærkt i næsten alle slags vande. Der findes i hundredevis af arter fra meget små (krogstørrelse 16-18) til meget store med en kropslængde på 30-35 mm.