Standplads og ståplads ved Karup Å 3


Artikel bragt i meppsen 1/1992

God fornøjelse


Af Carl Einar Jacobsen

Fra flere sider har der været ønske om en gennemgang af vort havørred fiskevand ved Karup. I den anledning har vi truffet aftale med en af foreningens gamle storfangere – kunstmaler C. E. Jacobsen – om brug af en gammel artikel omhandlende havørredfiskeri på vort fisketerræn. Selvom artiklen er af ældre dato, er den stadig dækkende, og vi har valgt at starte med den øverste halvdel af Hyttestykket.

kunstmaleren
Godt gammelt foto af forfatteren med fangst fra Hyttestykket.

En kendt københavnerdirektør tog sig for et par år siden en lille ferie ved Karup Å for at prøve fiskelykken i dette så berømte fiskevand. Nede ved åen traf han en dreng, der straks blev så interesseret, som alle drenge gør, når der skal fiskes. »Hør du«, sagde han til knægten, »er du godt kendt med åen«. »Jow da.« Det var han. »Hvis du vil vise mig nogle gode steder, hvor der står fisk, vil jeg give dig en tokrone«, fortsatte direktøren. Drengen indvilligede og viste ham en god plads, hvor der altid står store fisk, og drengen fik sin daler. Direktøren riggede til og gjorde et par kast, mens drengen med sagkyndig mine så til og vurderede anstrengelserne. Da udbrød knægten pludselig: »Do fånger åller en ski.« Og i rend stak han af med sin tokrone.

Artiklen om Karup Å begynder med denne lille sandfærdige historie, fordi den rummer en kerne af sandhed, nemlig denne: Et er at vide, hvor fisken står, et ganske andet, men derfor ikke mindre væsentligt, er at kunne fiske på den rigtige måde efter fisken.

I denne artikel om Karup åens øverste løb røbes en del om de virkelig fine standpladser i åen, og om hvorledes pladserne affiskes på rigtig og effektiv måde og derfor med udsigt til et godt resultat. Det er selvsagt ugørligt at nævne alle de gode standpladser, der findes på de øverste par kilometer åløb, men jeg skal bestræbe mig for at fremdrage de pladser, det efter beskrivelse og kortskitse er muligt at finde og lokalisere rigtigt.

Gennem mere end 20 års fiskeri i Karup Å har erfaringen lært mig, at fiskene i det store og hele har ganske bestemte vaner, og at deres opførsel næsten altid er fuldkommen ens på netop samme pladser. Når De har fanget en havørred et sted, mærk Dem så ganske nøje, under hvilke omstændigheder det skete, det kan meget let tænkes, og det vil tit ske, at der nogle dage senere kan fanges endnu en havørred på samme måde – på samme sted – under samme omstændigheder. Heldigvis går alt ikke efter et forudlagt program, det sker jævnligt, at man træffer havørred her og der, lidt udenfor det tilvante, men selv det har sin forklaring, og alt i alt er det affiskningen af en standplads på netop en bestemt måde, der årene igennem har vist at bestå sin prøve og give de gode resultater.

Til de lystfiskere fra nær og fjern, som af og til gæster Karup, vil jeg sige: Fisk ikke her og der på lykke og fromme, men udvælg nogle pladser og fisk så disse grundigt og omhyggeligt igennem, sørg endvidere for, at »gemme« dem selv så godt som muligt. Havørreden er ganske overmåde sky, især når den er kommet herop i det øvre løb, hvor vandstanden er forholdsvis lav. Mangen en fisker har ærgret sig over at se en virkelig fin ørred vende om et stykke borte, fordi den har set »noget mistænkeligt« på brinken. Lad Dem ikke forlede af, at fisken ikke er nær så sky på f.eks. Hagebro-stykket. Havørreden går dernede mere frimodigt og dristigt til biddet, især når den er frisk og lige er kommet op i åen, men væsentligst er det forhold, at åen er dybere. Det samme gør sig gældende i Skals å, Gudenå og Skjern Å, i sidstnævnte å har jeg ofte fanget havørred blot få meter fra min ståplads, men altid på dybt vand. I Karup skal man ikke regne med, at det sker. Flere gange har jeg ligget ned og fanget ørred på flue, og dette simpelthen fordi det har været umuligt at gemme sig på anden måde. En ting, man også må tage i betragtning vedrørende de havørreder, der til slut når at indtage standpladser tæt ved Karup, er det forhold, at fiskene så sandelig har indhøstet erfaringer undervejs op gennem åløbet, og resultatet er blevet, at fiskene er blevet endnu mere sky og forsigtige.

En faktor, som kan modvirke eller øge skyheden, og som derfor spiller en stor rolle, skal lige berøres, og det er vejrliget. Blæst til stærk kuling, ja endog storm, er næsten det ideelle fiskevejr på denne strækning, især da når vinden kommer opstrøms. Så sker der ofte det, at bølgeslaget, på det forholdsvis lave vand, »vugger« fisken, som står gemt i grøden. Vuggeriet må øjensynlig virke ubehageligt på de store fisk, i hvert fald forlades gemmestederne, og fiskene stiller sig midtstrøms i åen. At der ikke kan være tale om »søsyge« på dette tidspunkt, er klart, eftersom appetitten nu er tilstede i fuldt mål. Derimod er det så godt som håbløst at fiske en stille solskinsdag, det er yderst sjældent, fiskene er fremme i lyst vejr, da står de gemt under hule brinker, bag gamle ståner og i tætte grødebevoksninger. Er man nu alligevel kommet ud sådan en umulig dag, benyt så tiden til at indøve Deres kast, så blink eller flue falder præcist, hvor det skal. Har De i løbet af dagen observeret en havørred, så gælder det om at lokalisere den rigtigt og udregne dens standplads og så for øvrigt være parat med blink eller flue, lige når solskiven berører kimmingen. Den første halve time, efter at solen er gået ned, er i langt de fleste tilfælde døgnets fineste fisketid. Skulle det nu alligevel glippe, så forsøg igen næste morgen, når den ny dag gryer, men brug så hellere spin, det er i det lange løb det sikreste. Havørreden går lettest efter flue om aftenen, og for at nævne et par gode fluer fremhæves Krogsgård nr. 2 eller Coachman, for øvrigt er det en forlængst fastslået kendsgerning, at flue med hvide vinger er de stærkest fangende i Karup Å.

Angående spinnefiskeri, og i særdeleshed når der anvendes blink, er det påkrævet at huske: Blinket skal gå langsomt, så langsomt som overhovedet muligt, den skal helst synke til bunden en gang imellem, derpå løftes op ved stramning af linen eller ved indspinning, dette gentages atter og atter. Den store havørred skal ofte tirres, længe før den hugger. Min erfaring om dette er mange år gammel og blev først gjort ved en fisketur til Skals Å, hvor en fiskekammerat og jeg var gået forkert af hinanden. Ventetiden benyttede jeg til at affiske et bestemt sving, hvor jeg med bestemthed vidste, at der stod en stor fisk. Svinget blev fisket igennem faktisk uafbrudt i en times tid, da de første tyve til femogtyve kast havde været resultatløse, havde jeg sandt at sige opgivet at få kontakt med fisken og kastede herefter rene rutinekast for at øve og nyde min præcision. Pludselig fik jeg et hug helt inde under en dusk udhængende flæg, hvorunder jeg hver eneste gang på »hjemturen« havde haft blinken. Den vejede 8 kg. En uge efter gjorde jeg »kunststykket« efter på samme måde og samme sted. Nogle få dage senere kunne jeg simpelthen ikke dy mig længere, men måtte derud igen. Efter snesevis af kast lykkedes det for tredje gang at få en mægtig havørred til at hugge, den var langt større end de foregående, men, kære læser, spørg ikke om størrelsen, jeg har endnu brug for al min selvbeherskelse, når jeg tænker på den fisk. Jeg fik den ikke.

Inden jeg går over til en nøjere gennemgang af kortskitsen, hvorpå fiskestandpladser er afmærket med sorte pletter, gives en kort omtale af fiskegrejerne. En let tohåndsstang ca. 12 til 13 fod er bedst egnet både til flue- og spinnefiskeri. Man må huske, at al færdsel ved den her beskrevne del af åen sker på åens højre bred, og at det byder nogen vanskelighed at manøvrere en eenhåndsstang, fordi de færreste fiskere præsterer at kaste med venstre hånd. I de fleste tilfælde er det nødvendigt at holde stangen godt ud over åen, for at linen ikke skal blive presset mod egen bred af strømmen. Til spin anvendes bedst 0,30 nylon og allerhøjst 0,40, den tynde line bæres ikke så kraftigt op af strømmen, dette betyder igen en bedre og mere levende gang af blinken. Det synes som om, at blink af meteortypen med en vægt på 12 til l8 gr. er bedst egnede. Af flueliner bør anvendes så tynde liner, som vejret og fiskeren samt stangen evner at kaste med, også her gælder det, at de letteste liner giver fluen den mest levende og tillokkende gang i vandet. Til forfang anvendes bedst nylon 0,25 gerne med ophænger. Den gamle regel om mørke fluer i mørkt og omvendt i lyst vejr er ikke helt ved siden af, når talen er om Karup Å. Ved aftenfiskeri anvendes med fordel store fluer, om dagen tager havørreden også store fluer, når der er stærk blæst og bølger på åen, ellers anvendes til dagfiskeri fluer af mellemstørrelse. De store fluer er bedst, når de er forynet med store hvide vinger. Ikke alle lystfiskere ved Karup Å er enige med mig i valget af egnede fluer, men uanset om man vælger denne eller hin flue, kan ingen modsige, at måden, hvorpå flue og for øvrigt også blinken serveres, er det allervigtigste.

Her bedes læseren studere kortskitsen. Svinget i uddrag kan udmærket tages som generalnævner for utallige andre sving nedad åen. De to skraverede felter er fiskenes standpladser. Den bageste er den bedste, og her står den stærkeste fisk. Når denne plads er optaget, er der mulighed for havørred også på den øverste plads. Er der ingen havørred på den bedste plads, er det uhyre sjældent at træffe fisk på den øverste, til gengæld er det usvigeligt sikkert, at der står havørred på den gode plads, hvis man mærker fisk på den øverste plads.

Det her behandlede sving er berømt for sine store fisk, og det vides, at der i 1954 er landet i hvert fald I stk. havørred på 8 kg i dette sving. En af mine venner har fanget 4 blanke fisk i dette år. Jeg selv har i dette sving tegnet mig for I stk. på 4½ kg samt 3 stk. på 3-3½ kg. Læseren bør nu tænke sig placeret som fig. 1, og vi forudsætter, at der fiskes med flue. Det gælder nu om at placere fluen helt ovre bag »hundetungerne« i fladvandet, men således at fluelinen ligger i en blød runding nedefter, altså således at fluen ligger højere oppe ad åen end linens runding. Det kan være svært, men er vinden opstrøms, går det fint med et jævnt blødt kast, der lige netop formår at lægge linen ud. Vinden vil så føre fluen, mens den endnu er i luften, en lille meter længere opstrøms. Just denne lille finesse vil i det lange løb give succes. Strømmen vil nemlig nu føre fluen nedstrøms, og fluen når at synke ned i vandet, alt imens fluelinen rettes ud. Forudsætter vi, at fiskeren holder stangen godt ud over åen, vil fluen af strømmen føres frem og tilbage, op og ned. Nu kan havørreden, som »rejste« over i fladvandet, hvor den havde stillet sig på lur, nå at tage sin »godbid«. For den ser fluen sålænge, at den måske fristes over evne. Lad endelig fluen blive stående og udføre sin strømdans – længe, gerne et par minutter eller mere, og man erfarer, at havørreden på denne måde er til at få i tale. Ofte hører man en lystfisker berette om en rejst havørred, at den ikke nåede fluen – nemlig – den nåede ikke. Kunsten at fange på flue er netop den, at den »rejste« havørred får lov at nå sin godbid.

Ser man f.eks. hvirvlen i vandet, når fisken har taget fluen, så tæller man langsomt til 3, man må ikke være for ivrig. Fiskeren skal nok nå det, bækørred, regnbuer og stalling skal også nok nå det, men havørreden skal nå at vende, inden linen strammes. Når havørreden er vendt, og har halen op mod fiskeren, kan man roligt og støt stramme til, der er store chancer for at kroge godt i mundvigen. Nu er vi nået til sidste fase. Udtrætning og landing af fisken, og her anbefales på det kraftigste altid at trætte fisken nedstrøms, ørreden går aldrig fast i grøde. Mangen en havørred har genvundet friheden under opstrøms fight ved at tage en tur gennem den »brune jungle«. Landingen skal ske nedstrøms, idet strømmen hjælper til at føre fisken til fangstkrogen, at lande opstrøms er tåbeligt, og vil i ni af ti tilfælde føre til, at fisken sprænger lineforfanget.

Pladserne fig. 2 og 3 affiskes på samme måde. Her træffes fiskene oftest som vist på skitsen – helt tilbage i høllet. Fiskeri med blink fra pladserne 1 og 2 er temmelig problematisk, og det gælder næsten alle svings Øverste halvdel. Grunden er kort og godt den, at fisken ikke når at bestemme sig eller at hugge, inden blinken fanges af grøde, der næsten altid vokser foroven i svingene.

Plads 3 er derimod ideel for spin. Her må man søge at placere redskabet, så nær grøden på modsatte bred, som det er muligt – og gerne opstrøms. En blink fanger ganske glimrende på vej ned a strømmen, men skal så vidt muligt følge tæt til bunden, indtil man mærker, at linen er strakt ud, og først da begyndes en langsom – meget langsom indspinning. Hugget vil tiest falde enten helt oven i høllet, hvor strømmen bliver kraftig igen. (Se fiskenes placering på skitsen).

Ved betragtning af det store kort, hvor fiskenes pladser er angivet ved sorte pletter, vil de ses, at i sving efter sving er havørredpladserne, forsåvidt der findes egnede pladser, foroven eller forneden i svingene. Angående afmærkningen kan det oplyses, at jeg personlig har fanget een eller flere fisk på hver eneste angivet plads. Med tal er angivet de allersikreste pladser, hvilket skal forstås således, at disse pladser er standpladser, hvor havørrederne år efter år først stiller sig. Oversigtskort over rensningsanlægget

Nr.1 er ved fascinsvinget, en absolut sikker plads, der indtages af de første opgængere, der stiller sig bagest i svinget såvel under fascinerne som i den tætte grødebevoksning uden for disse.

Nr.2 er ved det store piletræ, der hælder langt ud over åen. Også her står tidlige opgængere, men forsigtighed tilrådes, forræderiske rødder og grene strækker sig langt ud i åen under vandoverfladen, utallige er de blink og spinnere, der er mistet her.

Nr. 3 er ved det såkaldte »Skomagerhul«, igen en meget sikker plads, der kan affiskes som beskrevet, blot må man passe ikke at komme for langt over mod venstre bred, her findes alt lige fra gamle alknuder til cementklodser med jern og gammelt ståltråd. Ved kun at affiske øverste og bageste del af høllet undgås tabet af grejer.

Nr.4 er den indrammede plads på det store kort og svarer helt til den udførligt beskrevne kortskitse.

Nr.5 er næsten tilsvarende nr.4 og affiskes helt som denne.

Nr.6 er begyndelsen til det, der kaldes for »Hesteskoen«. Havørredens plads er lige midt i svinget, hvor fisken står gemt i de tætte og kraftige »hundetunger«. Bemærk også de mange standpladser, der findes ovenfor »langs med kanalen«. Det sidste er et stykke usædvanlig godt og fint fluevand.

Nr. 7 er vi midt i det berømte »Hesteskosving«, hvor der gennem årene er fanget utallige fisk. Dette er stedet, hvor fluefiskerne får brug for al deres kunnen, hvor det gælder om at få fluen til at danse så længe som muligt under modsatte bred. Her viser det sig år efter år, at det er den dygtige fisker, der fanger gang efter gang – ikke den heldige. Fiskene har standpladser ved de små buske. Lidt længere nede findes, angivet på kortet ved streg, en gammel pælestump eller rod, der rager en meter ud i vandet i åens overflade. Lige ovenfor og langs flægene ned til nr.8 findes nogle ypperlige standpladser. Et glimrende fluevand, hvor vi også træffer nogle af årets første »blanke«.

Nr.9. Efter at have rundet svinget ved tegnangivelse nr.8 »Det lille sorte hul«, kommer en kort lige strækning med siv og sump på begge åens sider. Her bør man affiske begge sider af åen (fra højre side), disse 25 m er bedre fiskevand end de efterfølgende 20 m.

Nr. 10 er den sidste bombesikre standplads, som nævnes i denne artikel. Stedet kaldes »Den gamle stivning«, forsigtighed tilrådes i det dybe hul efter pælene, endnu en række korte pælestumper ved bunden tværs over åen er farlige at komme for nær.

Gennem årene har jeg truffet adskillige fiskere, som tilbringer nogle dages sommerferie ved Karup Å. Flere af dem har ikke fanget mere end nogle ganske få og små havørred i løbet af mange år. Deres højeste ønske har været og er stadig at fange blot en enkelt virkelig flot fisk. Min artikel kan måske hjælpe dem, der vil gøre brug af den på rette måde.

Tro ikke, at der findes lystfiskere, der år efter år er usandsynlig heldige – for det gør der ikke.
Der findes lystfiskere, der år efter år anvender en rigtig viden, og udvikler en eminent teknik. Gak hen og gør ligeså, og De vil opdage, at det før så lunefulde »held« er blevet en næsten tro følgesvend.


3 thoughts on “Standplads og ståplads ved Karup Å

  • john larsen

    Håber der er en lokal fra skive,eller bare en seriøs lystfisker der evt.kan give en guidet tur langs karup å,da jeg kraftigt overvejer at flytte fra korsør,og til skive,udelukkende pga af åen.

  • Lars Relund (HSF web) Indlægsforfatter

    Jeg har uploadet en bedre version. Den kan ses ved at klikke på billedet.

  • frank jensen

    hej jeg ville høre om der fantes det bedre/mere klart billed af den tegning der er brugt til at vise standpladser ved hyttestykket?

Lukket for kommentarer.