Skønhederne og udyret ved barndommens å.


En lille historie fra et af foreningens upåagtede fiskevande.

En eftermiddag, i tirsdags, ved arbejdsdagens slutning indløb en sms fra konen: ”Er taget hjem til middag. Har feber. Tager du ungerne?” Nåda! Det ligner hende ikke. Jeg kunne ikke huske hvornår hun sidst havde lagt sig. Da jeg nåede hjem var planen klar! Hvad gør man for at give en sløj livsledsagerske lidt ro? ”Hvad siger du til at jeg tager pigerne med til åen?” Til daglig er jeg omgivet af tre småpiger og en voksen, og det bedste jeg kunne finde på, var at tage de to ældste (6 og 9 år) med ud til åen med tørfluestangen og et par dåser cola. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at der var andre og bedre aflastningsmuligheder for patienten, idet hun blev efterladt derhjemme med en lille krudtugle på 2, men hun orkede ikke at protestere, og i min enfoldige begejstring var det en genial plan og derfor sad vi snart i bilen på vej til åen. V skulle besøge et af min ungdoms favoritvande ”Det Gamle” ved Rind Å, hvor vi i drengedagene utallige gange cyklede ud…. da der var stallinger til!

Vel ankommet blev bilen parkeret og den gamle fiskekurv med flueæsker, dåsecolaer og vindjakker slænget over skulderen mens Klara, den ældste, tog stangen. Ned gennem skoven, snakken gik og vi nåede ud på engen. Meget havde ændret sig siden gamle dage: Skoven var fældet og rejst på ny, der var hegn hvor der før intet var og der var ingen køer eller heste i engen. Jeg satte den mellemste, Andrea, op på skuldrene. Hun havde fået en tå i klemme i skolen. Den var helt blå og hun humpede lidt, så hun havde lidt svært ved at traske igennem tuerne og det høje græs. Midt i et skridt blev der pludselig tumult mellem tuerne lige foran os. ”Far! En kanin! Nej! Far, en grævling!” råbte Andrea over mit hoved. Og ganske rigtigt. En stor fed grævling var blevet forstyrret i sin siesta og tumlede forvirret igennem græsset i en bue rundt om os ganske få meter væk, så vi kunne få et rigtig godt kig til det let kluntede dyr. Børnene jublede, jeg ligeså. Det er få forundt at se en grævling på tæt hold en strålende solskinsdag! Det fortalte jeg ungerne og så nåede vi ned til åen. Vi listede opstrøms på udkig efter ringende fisk. Der var kun et par skaller der hist og her sugede en døgnflue gennem overfladefilmen. ”Hvor er de blevet af stallingerne?” Pigerne måtte lægge ører til historier om hvordan åen i fordums tid kogte af stallinger og ørreder, der gang på gang villigt steg til tørfluen. De virkede ikke helt så opslugte af heltekvadet, indtil jeg også fik øje på den lille flok kvier der fulgte os på den anden side af åen. ”Se dén der!” En kulsort kvie med røde ører! Det grinede vi meget af. Vi nåede frem til et stræk af åen, hvor der før i tiden altid stod stime efter stime af stallinger. Åens modsatte bred er tæt bevokset af høje træer og luften stod helt stille. Det gjorde vi også! For her så vi endnu et af naturens undere: Majfluer! I tusindvis dansede de en elegant ballet. Vi stod i en enorm sky af de smukke kæmpe døgnfluer. Endnu en gang måtte pigerne lægge ører til historier om døgnfluers livscyklus og hvor sjælden en begivenhed vi her var vidne til. Vi satte os under de dansende insekter og åbnede cola’erne mens vi betragtede skuespillet. Op og ned. Højt op og ned til åen igen. De satte sig overalt på os, og vi fandt majflueimitationerne i en af æskerne og sammenlignede. ”Nojj, de ligner bare på en prik, far”. Mit fluebinderhjerte svulmede af stolthed over bedømmelsen af to par kritiske øjne, der nok var vant til æstetiske udfordringer med deres Belvilleslotte og Bratz-dukker! Plop! ”Se far. En fisk!” Ringene bredte sig over åens klukkende vand. Endelig! En stalling. Pigerne valgte flue. En majflue selvfølgelig. Den der lignede mest. Vi kravlede nærmere. Pigerne stak hovedet ud gennem det høje græs mens jeg lagde fluen hen over fisken. Et øjeblik senere kunne vi alle tydeligt i det klare vand, se en flot stalling kæmpe for at vriste fluen fri, men forgæves. Fisken blev nænsomt landet. En vidunderlig stalling på vel 35 cm. Den store rygfinne blev behørigt beundret og den karakteristiske timianduft ligeså. Jo jo, det latinske navn Thymallus Thymallus har sin berettigelse.

Man skal stoppe mens legen er god, så vi vendte snuden op mod skoven igen. Pigerne pludrede løs, mens jeg gik og funderede over det at fiske. Jeg skal være den første til erkende fascinationen ved jagten på de store opgangsfisk. Vi går efter guldet! Men jeg fik hin eftermiddag genopfrisket erkendelsen af, at guld antager mange former! Vi har mange perler i Herning Sportsfiskerforening som vi skal værne om.

Det blev bekræftet i bilen få minutter efter at vi startede køreturen hjem. Inden musikken forstyrrede stilheden, lød det med klar røst fra bagsædet: ”Far! Kan vi ikke køre herud igen efter vi har spist aftensmad?”

Bo Fomsgaard