Laks ved Hesselvig 1


2008-04-02 13-37-26

Endelig blev det 1. april. Jeg havde taget 2 dage fri for rigtig at kunne fiske. Mulighederne for en stor laks var jo størst først på sæsonen (selvom der kunne være langt mellem dem).

Den 1. april kørte jeg ned til de genoprettede stykker længere nede i systemet med en hel dags resultatløs fiskeri. Om aftenen bandt jeg et par rørfluer og gnisten blev tændt igen.

Onsdag den 2. april ville jeg prøve HSFs vand. Hurtig hen og aflevere i børnehaven og så afsted til Sdr. Felding ved transformatoren. Vandstanden var høj, og jeg besluttede mig for at prøve opstrøms spin med en kondomspinner. Efter et par timers fiskeri var jeg nået om til dambruget, og besluttede mig for at prøve Hesselvig i stedet for.

En kort køretur og jeg kunne parkere bilen ved Tjæreovenene. Tohånds fluestangen blev rigget til med med en orange flue. Så var det bare ned gennem skoven til åen. Det var overskyet med små byger. Man kunne dog lige skimte solen gennem skyerne.

Jeg affiskede det åbne stykke og nåede ned til nogle træer, der gjorde det umuligt at fiske længere. Hvad skulle jeg nu gå opstrøms eller nedstrøms? Jeg vidste, at længere opstrøms var der god plads til at svinge fluestangen. Nedstrøms havde jeg aldrig været, så opstrøms det blev. Efter en laaannngg gåtur nåede jeg op til et godt sving. Jeg gik op til starten af svinget og lagde fluen ud. Linen fik lov til at synke lidt og fluen svingede over til egen bred. Jeg havde hørt, at der skulle gives godt med line når en laks huggede, så bremsen blev løsnet så linien kunne løbe af hjulet dog uden at lave overløb.

Jeg nærmede mig midten af svinget og stod i mine egne tanker da linien svingede over åen. Hva … linien rullede af hjulet! Jeg bremsede hjulet og strammede op … nej det var vist bare grøde … og dog der var nogle tunge ryk i stangen! Jeg kunne mærke at det var en stor fisk … var det måske en laks? Bremsen blev strammet, og fisken gik langsom med op til, hvor jeg stod. Herefter gik den skiftevis lidt op og nedstrøms. Jeg forsøgte at ligge sidepres på fisken og få den op fra dybet, så jeg kunne se hvor stor den var. Efter en 5-10 minutters tid fik jeg det første glimt af fisken. Det var en laks og den var stor! Opgive ville den dog ikke lige med det samme. Den besluttede sig for at gå langsomt opstrøms, mens den trak linie af hjulet. Jeg lagde sidepres på laksen, og det så ud til at hjælpe. Den kom langsomt ned til mig igen. Herefter gik der en del tid, hvor den kørte rundt tæt på mig. Tilsidst var den ved at være mør. Jeg gjorde gaffen klar og bakkede langsomt væk fra åen, hvilket gjorde at den blev noget nemmere at styre. Jeg fik den op i overfalden og ind til bredden. I første forsøg lykkes det ikke at få fat i den, men i andet forsøg kunne jeg hive den på land … YEEESSS! En flot blank laks lå i græsset, min første store Skjern Å laks (jeg havde fået en grilse et par år tidligere).

Laksen huggede ca. kl. 12.30 og jeg vil skyde på at fighten tog ca. 20 minutter. Under fighten havde jeg kigget rundt efter andre fiskere, men jeg var helt alene på stykket. Efter at havde taget nogle billeder af laksen gik jeg langsomt tilbage mod bilen. Langsomt for den var skam tung at gå med! På vej op gennem skoven mødte jeg Børge Thomsen, som heldigvis var behjælpelig med at få taget nogle billeder af mig og laksen. Da jeg kom op til bilen blev laksen vejet. En flot hun laks på 6.2 kg og 90 cm. Desuden var den fedtfinne klippet.

Knæk og bræk derude …

2008-04-02 12-56-53


One thought on “Laks ved Hesselvig

  • Kenneth Kjeldsen Nielsen

    Hej Lars

    SUPER FLOT LAKS, stort tillykke herfra.

    Jeg håber, vi vil få mange af den slags på vores vand i denne sæson.

    Knæk & Bræk
    Kenneth Nielsen

Lukket for kommentarer.