HSF`s Fluebinderkonkurrence 2011


Jeg har netop modtaget denne beretning om den nye mester i HSF. Stor tak til dommeren.



Vinderen 2011 Kenneth Fluebinder

Den 31. januar blev årets fluebinderkonkurrence afholdt i klubhuset på Ålykkevej. Der var mødt omkring 15 personer op til arrangementet. Niels Præst bød alle velkommen, med ønsket om en god og hård, men også fair dyst. Niels var også aftenens dommer og havde valgt, at deltagerne skulle binde en lokal flue til havørrederne i Karup å. Fluen hedder Lassie, og er kreeret af “den gamle havørredkonge” Poul Falkenberg, også kendt som lazaronen, fra Skive. Herefter blev der fortalt lidt om fluen, uddelt bindeopskrift, et billede af fluen samt de materialer som skulle anvendes. Materialer var sponsoreret af den lokale grejpusher, Kenneth fra Seatrout.


Der bindes hæftigt.

Startskuddet gik og nerverne var spændte som strengene på en flitsbue, gnisterne sprang mellem bindestikkene og trådholdere, og sveden begyndte at vise sig i store skjolde på konkurrenternes flanker og under armene. Der blev drillet, der blev moppet og der blev indtaget forskellige former for dope, eksempelvis cola, appelsinvand, kaffe og øl. Alle deltagerne bandt nogle eksemplarer af Lassie, og skulle så selv udvælge en flue som gik til bedømmelse i konkurrencen.


Esben mester i 2010.

Mesterbinder Esben, som vandt i 2010, var mødt op igen i år. Esben bandt meget koncentreret, og var det meste af aftenen totalt fokuseret på spidsen af eget bindestik og sine egne kreationer. Foruden Esben var der mødt flere “gamle rotter” op. Flueviklere som før har stået øverst på sejrsskamlen, folk som alle ville vinde, alle kneb gjaldt – næsten – så fighten var ubarmhjertig hård! Sådan skal det være! To juniorer, Lasse og Søren, dukkede også op. Skønt at se, at disse dunede knægte ikke lod sig skræmme af de gamle brovtne kæmper. Inden vi ved af det, er de jo sådan nogle fyre som Lasse og Søren der “styrer biksen”, medens vi andre mødes som seniorer i klubhuset hver onsdag!


Lasse og Søren binder.

Efter et par timers binderi afleverede alle deltagere hver en Lassie til bedømmelse. Dommerens job var, som de foregående år, ikke let. Kvaliteten af fluerne var i en klasse for sig. Der blev kikket på hver flue fra den ene side, fra den anden side, der blev set på undersiden, der blev set på krop, på rib, på undervinge og overvinge samt hackle. Var afslutningen, altså hovedet på fluen, harmonisk – alt indgik i bedømmelsen.


Fluer til bedømmelse.

Efter omkring et kvarters dybsindig vurdering kunne dommen afsiges, og første prisen af HSF`s fluebinderkonkurrence 2011 gik til: Kenneth Kjeldsen Nielsen alias Mr. Seatrout og “klubhusbestyrer” Jens Christensen kom ind på en flot 2. plads.

N.B. Der var en enkelt, blandt de ikke præmierede naturligvis, der kom med beskyldninger om, at vinderen skulle have forsøgt sig med bestikkelse af dommeren! Vås siger vinderen, den lille gave som dommeren fik, må vist gå ind under betegnelsen bagatelgrænse, og han fik først gaven efter konkurrencen var afsluttet.

The Judge

1. og 2. plads

Bindemester 2011 takker for god kamp til-vinderen af 2. pladsen.