Hede sommeraftner med Salmo Trutta


Ferieturen i år var blevet valgt ud fra flere kriterier: Der skulle selvfølgelig være noget natur, som kunne bruges til andet end at se på. Dernæst skulle der gerne være mulighed for at høste en fisk i ny og næ, altså skulle der også være rigeligt med fiskevand. Sidst men ikke mindst skulle stedet ikke være spækket med feriestressede mennesker, som lider og har en dårlig ferie, hvis det regner et par dage og derfor ræser rundt i bilen i et tempo, der næsten tager pusten fra dem, for at se så mange seværdigheder og kulturelle tilbud som muligt. Vi valgte at prøve en teltferie på Tunø. Det fortrød vi absolut ikke. Tunø er en ø helt uden biler. Kun nogle ø-traktorer futter rundt med et hav af skønne, friske grøntsager, som smager helt eventyrligt til grillet havørred. Året før havde jeg været på et par dages fiskeri på Tunø i starten af maj og fået fin havørred, så det var med en vis forventning, vi satte fødderne på øen. De første par dage var vinden slet ikke til fluefiskeri på de pladser, jeg kendte lidt til. Derfor tog vi løbetøjet på ogløb øen rundt for at se kysten lidt oppe fra. Vi så mange virkeligt gode stræk med fine bundforhold, men det var nu mest de små rev, der tiltrak vores opmærksomhed. Her er vandet køligt og dybt, noget en grov Salmo Trutta sætter pris på.

Havørred på stenrevet

Da vi tog hul på den fjerde feriedag, var vinden øjet af om natten. Om formiddagen valgte vi atløbe en tur op til nordenden af øen. Vi ville se, om det var til at fiske der for vind og gamle dønninger. Vi satte os ved et lille stenrev for at hvile lidt ud, og Kamma (min kæreste) spurgte mig, om der var chance for ørred her. Jeg nåede ikke at svare, for ude i de meterhøje dønninger væltede en stor havørred sig ud af bølgerne og viste sig to gange i et par flotte spring. Viløb tilbage til vores lejr, og så gik vi ellers den lange vej retur til nordenden bevæbnet til tænderne med fiskegrej. Men det blev kun til nogle få undermålere og til 45 minutters gang tilbage til teltpladsen. Tak for kaffe.

Rød som en hummer

Næste dag – efter silden og porsesnapsen – drog vi af sted igen. Vi provianterede lige et par kølige pilsnere, som ville være på deres plads, når vi nåede frem. Det var kvælende varmt. Solen bagte, øllet gjorde mig slap, og jeg lagde mig og sov en times tid i strandkanten med det ene øje på klem, for Kamma ville fiske. Det kunne jo ske. Rød som en hummer og lidt døsig endnu kom jeg på benene og stillede mig i vandkanten. Kamma var næsten helt væk bag den næste pynt. Et par ,blinktæskere stod ude på revet og flåede i bundvegetationen, men de gik hurtigt kolde og luskede hjemad. Nu var det min tur på revet. En kraftig nordgående strøm strakte hurtigt fluelinen ud efter kastet. Jeg havde et let træk på fluen, noget en kystfisker sætter pris på. Vandet var krystalklart. Jeg kunne se, at det dybe badekar gik tæt ind mod land og at bunden – på grund af strømmen – udelukkende bestod af sten bevokset med lav hårdfør vegetation. Fioliner voksede på kanten mellem sandbunden og stenbunden ude til højre på revet. En stor blåsort sky trak for solen, og det var trykkende varmt. Kom der mon regn? En ørred viste sig i overfladen til højre for mig. Jeg sendte det næste kast ud til den, og en let trækken i fluen fortalte mig, at den var interesseret. Flere fisk viste sig, men uden nogen af dem dog tog rigtigt fat. Jeg skiftede fluen ud med en kobberfætter men nåede ikke at kaste, før en meget stor havørred (læs 5 kg) sprang lige ud for mig. Mine arme blev så pludselig svage, men ud kom fluen da, uden at der skete noget. Efter en halv time uden bid var jeg nået hen for enden af badekaret, og her mærkede jeg en svag trækken i fluen. Jeg satte mere fart på fluen. Bang så var der fast fisk! Det var ikke dyret men dog en god fisk, der kværnede rundt ude i ,badekaret og skar fioliner over med mit forfang. Jeg forsøgte at få den fri af fiolinerne, fordi den efterhånden mest af alt lignede en græskarpe, der havde fået ædeflip. Nu var Kamma her, og til ære for hende lagde jeg lidt pres på kaloriussen, der prompte svarede igen med et par flotte flik flak spring i finalen. Det var simpelthen bare en flot havørred på 2,6 kg – ingen kæmpe men dog ikke hverdagskost. Vi satte os og nød den skønne solnedgang sammen flankeret af den flotte fisk, og vi drak kaffe for at finde kræfter til den lange gåtur hjem.

Englene sang

Et par dage senere tog jeg alene af sted. En lejet cykel gjorde turen mere overkommelig. Der var stadig fisk på revet. Efter en times tid inhalerede en stærk havørred-fætter min glimmerreje. Musikken spillede, englene sang, og det er herligt at være fluefisker med flex på klingen. 2 kg skralderblank krudttønde med kort lunte, så var der et nyt herligt måltid i hus. Jeg pakkede fisken ind i våde aviser. Skulle jeg tage hjemad eller? Et blik på himlen afgjorde det. Lyset var perfekt lys, solen var væk og brisen sval. Et plask ude i det begyndende tusmørke sendte fluestangen på overarbejde. Jeg affiskede stenbugten grundigt, og da jeg nærmede mig revet og badekarret, kunne jeg mærke pulsen dunke. Sveden silede ned af mit bryst. Det var trykkende varmt. Et kraftig ryk i fluelinen, opstramning, og en underskøn sølvtorpedo splintrede det blanke vandspejl, rystede hovedet kraftigt, medens den hang der en meter over hjemmebanen. Men nu havde jeg luret dem, og den fik ikke lov at svømme hen til de forræderiske fioliner. Denne havørred var støbt i samme form som den forrige. Jeg sad længe der i tusmørket og lyttede til havet. En nattergal sang i det tætte krat bag mig, og de blomstrende strandkål duftede stærkt. Kaffen var stadig varm, og jeg tænkte lidt på Benny Andersens ord: Livet er ikke det værste vi har. Glad og tilfreds hankede jeg op i 4 kg rent sølvtøj og takkede for en dejlig aften her på vor skønne moderjord.