Forår ved Skjern å


Så kom foråret til landet. Pludselig skiftede vejret fra sne til forår. Endelig kan vi komme til åen, endda 14 dage før end vi plejer. Fiskedrømmende fra den netop overståede vinter, de mange drømme ved fluestikket skal nu endelig blive til virkelighed.

Jeg kom dog først til åen den 15/4-07 for første gang, turen gik til Øvig, et herligt stykke vand, en stor tak til de personer der fra foreningen har fjernet de mange træer. Der var mange små regnbuer, herligt. Efter en times tid fangede jeg en fisk på omkring de 45 cm, det var ikke en regnbue (steelhead), heller ikke en bækørred, havørred var det heller ikke, den lignede en laks, hvad laver en lille laks oppe i åen på dette tidspunkt? Ud kom fisken og fiskeriet forsatte, en god dag fik en ende ved denne herlige å.

Jeg havde en enkelt tur mere den 23/4, en del små regnbuer blev det til.

Den 24/4 fik jeg tidligt fri fra arbejde, dette skulle udnyttes, afsted til Skjern å igen, min tredie tur. Jeg havde fisket i ca. 45 min. da min spinners gang tværs over åen pludselig standsede med sin vandte gang, det mærkede som om den havde grebet fat i en gren, jeg prøvede at vriste den fri med det samme, det var ikke nogen gren, i såfald var det en meget levende af slagsen. Der kom et par gevaldige rusk, kampen begyndte, jeg stod på et sted med kraftig strøm, den tog et længere udøb nedstøms, jeg fik den stoppet da den var ca. 40 meter nede, nu skulle den hentes hjem igen, Stille og roligt fik jeg den tilbage, jeg havde imellemtiden fundet et godt landingssted ca. 10 meter fra hvor den huggede. Fighten var utrolig god, den stærke strøm var til laksens fordel, når den gik på tværs kunne jeg ikke holde den, det tog sin tid inden jeg fik set den. Den var mindre end jeg havde anslået den til at være. Da jeg efter 20 minutters fight og min bedste fight til dato havde ” kørt” laksen træt og første gang jeg fik mulighed for at lande den kom den op. Glad svedig og meget træt i højre arm og skulder nyd jeg synet af en flot blank nystegen laks på 91 cm med en vægt på 6,7 kg.

Efter denne dejlige oplevelse ved Skjern å holdt jeg en lille pause, dog blev det til en tur med båden efter fladfisk i Æbeltoft Vig, det gav 20 gode flladfisk. Der er ikke meget spræld i en rødspætte så den 2/5-07 kørte jeg igen til Skjern å. Efter ca. 30 minutters fiskeri blev der igen ordentlig \”musik \” i stangen. Der var ingen tvivl om at jeg igen var spændt for en god fisk, vel vidende at den højst sandsynlig skulle genudsættes (kunne være en stor havørred) og min ømme skulder fra sidste fight besluttede jeg mig til at denne fight ikke skulle vare længe. efter ca. 1 minut så jeg den første gang, pæn blank fisk, næsten sikker på at det var en laks. Jeg fik engangskameraet fundet i fiskevesten, op skulle laksen så jeg kunne få nogle billeder af den i vandet, det blev til tre foto. Efter ca. 6 min kunne jeg med stor glæde genudsætte en laks på mellem 5 – 6 kg. En speciel oplevelse. To ture i træk to laks, ikke så dårligt.