Endelig… 5


Kristihimmelfartsdag er jo som bekendt en fridag, i hvert fald for de fleste, også jeg. En af klubbens juniorer, Jonas, og jeg havde bestemt os for at dagen skulle bruges ved Skjernå, i håbet om at laksen var i hugget, netop denne dag.

Efter at bilen var blevet pakket, kørte vi ned til Tjæreovnene ved Skarrild. Ikke en bil på p-pladsen varslede os jo om masser af plads ved åen. Vejret var ellers super lækkert, en let vind og drivende skyer på himlen. På p-pladsen blev stængerne rigget til med Zpey’s compact line i synke 3-4 med en synke 4 spids, kort forfang og en rørflue. Hurtigt kom vi i tøjet og ned mod åen, i højt og forventningsfuldt humør.20150514_133422 kopi

Vi fiskede vel et par timer uden der skete det store, udover nogle småfisk som ringede i vandoverfladen, men hvad gjorde det, vejret var jo dejligt og åen løb nedover, fuglene sang og vi havde fri.. Pludselig blev min flue taget i dybet og jeg kunne mærke en tung fisk i den anden ende af linen. Hurtigt blev jeg klar over at det umulige var sket, laksen havde hugget på min flue. Endelig.

Med total gummiben og skælven i stemmen fik jeg kaldt på Jonas, som kom løbende til. I det samme, viste laksen sig i et spring helt fri af vandet og Jonas udbrød med nogen overraskelse i stemmen “Hold k… den er stor”20150514_140006 kopi

Laksen tog et enkelt udløb op af åen på 20-25 m ellers blev den nogenlunde hvor den var blevet kroget, dog med noget tovtrækkeri og tumlen rundt i vandet. Efter 20-30 min. var laksen ved at miste pusten og vi fandt min lille gaf frem. Jonas var nu klar i vandkanten, men laksen var ikke lige til at få til at ligge ordentlig i vandet, vi ville jo gerne undgå at prikke hul i fisken, men have gaffen listet ind ved gælderne, men efter flere forsøg lykkedes det endelig og laksen blev trukket op på land og aflivet.

Hvilket eksemplar der lå der i græsset. 101 cm lang laks, som JEG havde fanget. Det var næsten ikke til at tro at det endelig var lykkedes. Efter flere års jagt på netop denne fisk, i Skjern å, lå den nu der. Mange ture har jeg været ved at miste modet og tænkt “hvad gør jeg dog galt” og “mine fluer duer vist ikke” osv, tanker som nu er gjort til skamme. Laksen er nu en realitet i mit fotoalbum og hvor er det bare skønt og hvor er jeg stolt….

En stor tak til Jonas for at tage billederne og hjælpe med landingen..

Knæk og Bræk derude

mvh Jesper Andersen

Ps’ Tommy Hvolgaard – du skylder mig en øl, laksen vejede lige under 10 kg 🙂


5 thoughts on “Endelig…

  • Jesper Indlægsforfatter

    Tak til jer alle.

    Jeg kan med garanti sige at Jonas fik sig en på opleveren 🙂

    Jesper

  • Jim Thaysen.

    Hej Jesper. Dejlig historie. Jeg ved hvor meget du har kæmpet for den laks. Den er du ikke kommet sovende til. Stort tillykke til dig. Og Jonas, mon ikke han fik en på opleveren. Herligt. Knæk & bræk. Jim.Thaysen.

  • Jan Møller Jensen

    Super flot beretning, og nogle gode billede. Sikke en debut, stort tillykke med fisken

  • Torben Smedegaard

    kæmpe stort tillykke med laksen Jesper. Flot fisk og god beretning!!

Lukket for kommentarer.