En Lystfisker Fødes


En lille lyshåret knægt i korte bukser, bredte med sine hænder forsigtig knop sivene ud til siden medens han på maven krøb helt ud til bredden af åen. Hans blå øjne stirrede stift ud over vandspejlet, som hvirvlede rundt i små hurtige cirkulære bevægelser. Solen var højt på himlen og sendte glitrende reflekser tilbage på knægtens nethinde. De reflekser han senere ville erkende, han for alt i verden aldrig ville undvære.

fjederholt_2002-05-024

De reflekser blev nemlig en tro følgesvend på et langt og spændende lystfisker liv. Vandets glitren er som en lokkende strofe, der fører ham til et spændende liv der er under vandets overflade. Nu var overfladen pludselig gennemsigtig i en klar rude. Her stod en langstrakt skygge og svajede majestætisk i strømmen. Af og til gjorde den udfald til siden efter noget, som ikke kunne ses fra bredden af en knægt i korte bukser. Men det var jo det han skulle lære med tiden.

Forsigtig listede han sin fiskestang af bambus frem. Fik en tyk nygravet have flue monteret. Langsomt blev ormen listet ned til ”skyggen”. Men ”skyggen”, en sindig Jysk bækørred, som næppe fandtes smukkere og med overlevelsesgenerne i behold, faldt ikke for den slags narværk. Heldigvis, for det at fange smukke fisk må for alt i verden aldrig blive let. Dertil er det alt for en alvorlig sag at slå smukke skabninger ihjel. Ovn i købet har de været her længe før der overhovedet var tænkt på Lyshårede knægte med fanger instinkter.

Knægten måtte vende hjem fra Herning Holm å uden fangst. Men han havde høstet sine første erfaringer. Har I ikke gættet det endnu, ja så finder I nok ud af, hvem han er. Men senere på året var han endnu engang ved Herning Holm å. Sammen med sin ven Lars, som boede på en gård lige efter udløbet fra Gødstrup sø.

Vi badede i åen og fangede elritser ved de små beton styrt som var blevet opført i takt med at politikkerne blev mere og mere kreative og dumdristige med naturen. De anede ikke hvad de havde gang i.

Det ved vi nu, uden undtagelse. Det var en katastrofe for vores vandmiljø. Her må vores lille gut, som så hvad der skete. Rose en ranglet og stædig gut som hed Svend. Han er her desværre ikke mere, så han kan se hvad han satte i gang. Men Svend blev desværre aldrig krediteret for det arbejde, han gjorde for Danmarks flotteste lakseførende å, nemlig Skjern å. Derimod blev han på det kraftigste hånet af den gruppe af mennesker, der altid har sat profit højere end naturen.  Nå men det var et sidespring. Vi må tilbage til vores blåøjede knægt!

Min kammerat Lars var en fænomenal Åle fisker og vi fangede mange ål dengang. Vores sanglærer havde spurgt om vi kunne klare 4 kilo ål til noget gilde hun skulle have. Lars og jeg blinkede til hinanden. Du får dem på fredag fru Sindahl. ” Skal de være friske”, ”naturligvis drenge”. Vi behøvede kun en eftermiddag og en aften, så var de ål i hus. Fredag morgen smed vi en jute sæk med 4 kilo ål ned i fru Sindahls Saab, og smækkede bagage rummet forsvarligt efter os.

Fru Sindahl spurgte ind til ”varen”. Jo Jo, den er forsvarligt i en sæk i bagagerummet. Faktisk blev Lars og jeg den dag rost mere end normalt, for vores indlevelse og ægte klang i stemmerne. Noget en dreng sjælden oplevede dengang. Ja vi fik sågar flere penge på lommen en vi havde drømt om.

Da vi skulle hjem fra skolen hørte vi godt nok en skinger kvindestemme hyle op i et toneleje langt uden for hvad vi havde lært i sang timerne. Hele lærer staben var forsamlet bag fru Sindahls Saab. I færd med at samle 4. kilo ål der var sluppet ud af en jute sæk. Lars og jeg så på hinanden, så skreg vi af grin og ræsede tværs over skolegården. Jeg husker ikke den næste sangtime helt klart, men fru Sindahl bestilte ikke ål igen.

Jeg måtte et par år senere flytte med mine forældre til Bjødstrup, et sted helt ude på landet. Vi skulle forpagte en gård, som min mor og jeg skulle drive. Min far arbejde en del i Tyskland og var derfor kun hjemme i weekenderne. Jeg gik i skole i Hauge, en meget lille by med skole og en købmand. Her mødte jeg Niels og Klaus som også fiskede. Fjederholt å blev nu mit nye domicil. Hold da fast for en lækker å. Vi tre gutter brugte helt klart mere tid på fiskeri end på skole kundskaber. Jeg er den dag i dag ikke helt afklaret med om det trods alt ikke var bedre. Vores lærer var simpelt hen et levn fra en tid, som i dag ikke ville have en kinamands chance for at undervise.

Der kommer et tidspunkt i enhver lystfisker knægts liv, hvor der opdages ørreder. Altså ørreder der ikke må fanges, fordi de ejes af en gut der ikke sælger fiske kort. Sådan en gut besøgte Klaus, Niels og jeg også en dag hvor de ”vilde” ørreder ikke ville bide. Desværre var ham dambrugs fætteren sindssyg hurtig. Vi nåede sgu ikke engang at fange noget, før end han slog ”kloen” i os tåber. Det kostede et par flade, eller fiskestangen. Vi valgte at cykle hjem med ”varme” kinder den dag. Ham havde jeg senere et favntag med, men da trak han det korteste stå. Det vil sige at jeg havde lært at hakke en blodtud og løbe pokkers hurtig. Jeg måtte lægge op med den slags fiskeri, ellers var jeg endt mine dage som Jens Langkniv.

Omkring min konfirmation flyttede vi til Hammerum. Jørgen blev nu min nye fiske makker. Vi var det jeg vil kalde sande pionerer, alt der lå i cykel afstand blev prøvet. Fiskelitteraturen var spartansk, slet ikke som i dag. Hvor utallige fiske guruer står i kø, samtidig mesterlig bruger deres fangster til at promovere salg af et eller andet produkt, der kan få dig til at opnå eventyrlige fangster. Facebook, sms, Twitter og Instagram, fandtes slet ikke, men tro mig vi var sgu også lykkelige uden!  Det var da imponerende, at vi fangede fisk uden disse medier. Men vi havde en simpel opskrift, der virkede. Kom ud i naturen, så kan der ske noget.

Den gamle syntes pludselig der skulle være tid til fiskeri. Jørgen og jeg kom med til Hvide sande. En gammel gut sad i et faldefærdigt bræddeskur ved havnen og solgte sandorm og tørrede isinger. Tror det er hans skyld, at jeg stadig elsker tørrede og salte isinger. Vi oplevede livet på molen, sammen med spøjse lystfiskere, der godt nok var vildt forskellige. Nogle var her for at fange fisk, andre for at snakke, nogle var her for at slippe for en sur kone eller det der var værre. Jeg kan husker vi engang løb tør for bly. Den gamle fandt alle de nøgler frem i nøglebundet vi kunne undvære, og brugte dem som synk. Vi havde 30 fine fladfisk med hjem, men ingen nøgle til låsen på redskabs skurret. På vejen hjem stillede Jørgen den gamle spørgsmål angående bilen, altså Amazonens kræfter. Den gamles værdier stod nu for skud! ”du kan satme fortælle din mor at den har kræfter” Volvoen brølede og så fløj vi nærmest til Herning med en fart der ville have sendt os til en psykolog inden vi var fyldt 13, altså hvis det havde været i dag.

Jørgen gik i min parallelklasse på Hammerum skole. En lørdag eftermiddag var vi som altid ved Fjederholt å og mødte en af Jørgens klassekammerater. Han hed Tonni og fiskede med flue. Fjederholt å var dengang smækfyldt af regnbuer, kun sjælden fangede vi bækørreder. Stallingen havde vi endnu kun hørt om. Den skulle senere blive vores foretrukne bytte. Tonni fangede betydelig flere ørreder med fluen end vi brød os om. Så vi anskaffede os nogle bobleflod og en æske kineser fluer. Fluerne købte vi hos Tage Fup, som solgte legetøj og fiskegrej i en meget tvivlsom kvalitet. Vi skulle prøve fluerne ude hos 5 kr manden, eller var det kun 3 kr, det husker jeg ikke klart. Men han havde fiskeretten lidt nedstrøms Kølkær broen. Dejligt stykke med masser af sving og høller. Desværre blev gården solgt og de nye ejere ville ikke sælge fiskekort til en flok lømler der spildte deres ungdom med at fiske. Men den gamle ejer var flink, men en hård banan. Han var hjemme slagter og havde noget bøvl med skattefar. Så en dag hvor Sct. Peter manglede en slagter, kravlede han op på hanebjælken, med et solidt reb om halsen og boldt pistol og hammer i hænderne. Han knaldede boldt pistolen af i panden, rebet var vist mere for en syns skyld. Han ku sgu sit håndværk den slagter.

Vi fangede da en del ørreder på Kina fluerne, men det skæmte mange ørreder med boble. Ja og det så da også pisse blæret ud når Tonni brugte den elegante teknik med flue stangen. Jeg måtte for alt i verden, have fat i en flue stang. En dag efter skole cyklede jeg ind til Daffi sport i Vestergade. Det var en rigtig lystfiskerbutik, som også handlede med model tog. Fine mærker som Fleichmann og Mercklin. I udstillingsvinduet lå en fin fluestang i spunden glasfiber, altså var den hul indeni, som den Tonni havde. Den var godt brugt men kostede kun 40. kr. Jeg gik op af trappen, samtidig med at jeg holdt godt fast om den 50 kr seddel der lå i min lomme. Der stod en ældre herre og talte med Daffi om tørfluefiskeri. ”Tørflue er den fineste form for sportsfiskeri Daffi”, proklamerede kunden. Daffi kiggede hen over brillerne, nikkede og smilede venligt. Ovre i et hjørne sad Daffis hustru, jeg kan ikke huske hvad hun hed, måske Ruth. Hun pulsede løs på en cerut, medens hun roede med nogle model tog. Jeg havde også snuset til den hobby, men min mor havde rengørings vanvid. Derfor var det umuligt at have store spånplader og lignende stående inde i huset. Hun syntes det var fint at jeg fiskede, det foregik jo ude i naturen og svinede ikke, og jeg nød friheden. ”Hvad kan vi hjælpe den unge herre med” lød det fra Daffi.  Jeg blev helt forskrækket, var allerede i min lille forestillings verden. Hvor Tonni og jeg trak ufattelige mængder ørreder op af Fjederholt, så mange at vores kumme fryser, var fyldt til briste punktet og der slet ikke var plads til den halve gris mor lige havde bestilt. Daffi gentog ”Hvad kan friste den unge herre”. ”Jeg vil gerne købe fluestangen i vinduet”. ”Ja så”. Han lagde fluestangen på disken, mit hjerte slog hurtigt. Den var rødbrun i spundet glas rør. Kunden som stod ved siden af, altså ham tørflue-fiskeren, smilede til mig og spurgte, ”hvor skal du bruge den”. Fjederholdt kom det at promote fra mig. ”Så er det det helt rigtige valg knægt”. Daffi fandt en tilhørende stangpose og Tørflue entusiasten samlede stangen. ”Prøv at mærke aktionen, den har hel aktion”. Jeg anede ikke en klap om helaktion, men det gør jeg i dag. Kork håndtaget føltes varmt og lækker i hånden, medens jeg vippede langsomt op og ned med stangspidsen (det havde jeg set profferne gøre). Nu fandt Daffi et godt brugt fluehjul frem og lagde det på disken. ”Det her fluehjul med flydeline hører faktisk med til stangen, det får du med”. Han fandt en æske frem til fluehjulet og spurgte om der var andet der kunne friste. Så kom jeg i tanke om, at der lå en fint gammel fangst net i udstillings vindue. ”ja det er jo egentlig ikke til salg, men blot en del af udstillingen”, ” men du kan få det for ti kroner”.

Lidt hurtigt hovedregning, gjorde at mine 50. kroner var brugt. Daffi ønskede mig knæk og bræk med min nye fluestang. Hjul og fangstnet røg ned i min pære rygsæk, en tro følgesvend i ungdomsårene. Fluestangen blev forsvarligt bundet til over røret på cyklen. Lige da jeg skulle til at springe op på cyklen, kom tørflue entusiasten ned af trapperne. ”Halløj unge mand, lige et øjeblik”. Han åbnede bagage rummet på sin bil. Tog en fisketaske frem og gav mig en lille plast æske med et par tørfluer. ”Her skal du se, Wichamms fancy og Blue Dun, de to bedste fluer til tørflue. De er til dig”. Jeg takkede mange gange for fluerne og lovede at jeg nok skulle fiske opstrøms, som det sig hører og bør. Daffi stod inde i vinduet og vinkede sammen med fru Ruth cerut, førflue entusiasten vinkede også. En lystfisker og flue fisker var født, jeg havde mange fantastiske oplevelser at se frem til. Dem får i selvfølgelig en anden god gang.

Hvorfor side inde, når alt håb er ude!

Glædelig jul og et spændende nytår, derude hvor det sker.

Jim Thaysen.

 

Kommenter ved brug af Facebook