69en gav laks


I folkemunde er 69en af en helt anden betydning, end når du snakker med medlemmer af HI-LF. Lad mig pointere, at denne historie handler om den sidstnævnte betydning 🙂

Premieren ved Skjern Å er altid noget særligt. Forventningens glæde, laksefeber, duften af forår, fluen der bevæger sig i den hurtige strøm mm. Dagen giver i langt de fleste tilfælde ikke en laks til en selv, men man kan jo altid tage til hyggeligt samvær med pølser og laksepral ved Tjæreovenene på HI-LFs vand. Synet af de blanke laks og glæden ved at lykønske de heldige, der stolt fremviser deres laks, er med til at forøge laksefeberen hos selv de mest erfarne lystfiskere ved åen. I år var TV2 endda mødt op for at forsøge, at indfange den helt specielle stemning. Premieren byd ikke på laks til mig, men en masse frisk luft og hyggeligt samvær.

Den næste uges tid bliv brugt til at besøge forskellige HI-LF stykker. HI-LF råder over utroligt meget alsidigt fiskevand. Helt oppe fra Forvirringen ved Arnborg ned til Skarrild har HI-LF det meste fiskevand på begge sider. Længere nede af åen her foreningen fiskevand ved fx St. Skovbjerg lige opstrøms Tarp bro og ved Sdr. Felding. Premieredagen blev brugt ved Hesselvig der betegner sydsiden fra Forvirringen helt ned til Tjæreovene. Her bugter åen sig i små og store sving, der næsten bider sig selv i halen, hurtige stryg, nakker og dybe partier. Strømmen er generel hurtig, og åen er meget dyb. Hvert år bliver der taget store laks med lus på dette stykke og i år var ikke nogen undtagelse. Premieredagen bød ikke på laks, selvom mange fiskere fiskede ned over stykket, men dagen efter blev der taget 2 laks på over 12 kilo! Selv fiskede vi om formiddagen på anden dagen på Skarrild stykket (nordsiden af åen lige opstrøms broen ved Skarrild). Her var der taget taget en fisk på premieredagen. Vi mærkede ikke noget, men om aftenen fik Lasse en flot fisk på stykket. De efterfølgende fisketure gik til Hesselvig, St. Skovbjerg og Skjernvej 115. Alle steder hvor der er blevet taget laks i år.

Fredag d. 28. april besluttede jeg mig for at tage tidlig fri og køre til Skjernvej 69. Stykket ligger på nord siden af Hesselvig, og det er derfor muligt at affiske standpladserne på en lidt anden måde. Jeg ankom til åen kl ca. 12, og der var som altid masse af plads ved åen. HI-LFs stykker er kendetegnet ved et meget lavere fisketryk end længere nede af åen. Egentlig ret uforståeligt for naturen er bare skønnere heroppe. Allan Gabs var også lige ankommet og vi fik os en snak over en kop kaffe. Han kunne berette, at en lystfisker havde mistet en laks på ca. 20 kg om tirsdagen, som havde sprunget linen da den tog et udløb. Efter en pause have han genoptaget fiskeriet og kroget en laks på omkring de 10 kg, som han havde mistet da den var klar til landing . Øv :-/ Historien satte dog gang i laksefeberen.

Jeg gik opstrøms og begyndte fiskeriet mens Gabs affiskede det store sving nedstrøms. Vejret var blevet bedre og solen tittede frem en gang imellem gennem skydækket. Jeg kom hurtig ind i rytmen med at kaste fluen, selvom det nu er nemmere at affiske fra modsat bred når man er højrehåndet. Fluen dansede i den hurtige strøm og synkelinen skar sig gennem vandet mod bunden. Skjern Å er dyb heroppe og selv med belastede fluer og synkeline får man sjældent bundhug. Efter ca. 2 timer var jeg nået ned til P-pladsen igen.

Efter en kop kaffe startede jeg affiskningen af det store sving. Åen er smal her, med udhængende træer på modsat bred og en hurtig strømrende rende midt i åen. Efter ca. 45 min trak jeg linen ind og gjorde klar til et nyt kast. Først mærkede det som om fluen havde fat i bunden, men så begyndte bunden at trække over mod modsat side! En laks havde taget fluen.

Fisken fulgte langsomt med op på siden af mig og borede sig ned i bunden. Jeg kunne mærke, at det var en god fisk og lagde sidepres på fisken. Efter lidt tid bliv den irriteret over den mærkelige kraft, der pludselig påvirkende den, tog et kort udløb og derefter to spring over vandet … den var godt stor … måske ny PR. Fisken valgte nu at gå ind under egen bred og stille sig dybt der. Ikke det bedste sted at ligge pres på fisken … det lykkes mig dog efter nogen tid at flytte fisken ud midt i åen. Igen blev den irriteret af sidepresset og valgte nu efter et spring at søge mod træerne på modsatte side. Nu blev det lige spændende nok og jeg fik bremset den … sveden kunne tørres af panden.

Slagets gang gik sådan frem og tilbage i ca. 20 min. Til sidst var fisken ved at være mør og klar til landing. Jeg havde hele tiden kigget mig om efter medfiskere til at hjælpe med landingen, men jeg var óalene på stykket … typisk HI-LF vand. Landingen var svær, men efter et par mislykkede forsøg, lykkes det mig at lande en gudeskøn hanlaks med mærker efter lus ved gatten. Ådalen rungede i et stort JAAAAAAAA. Hvilke proprotioner! Vægten endte på 10.4 kg og længden på 96 cm.

Jeg satte mig i græsset, nød naturen og den smukke fisk ved siden af mig. Der er noget fascinerende ved den måde blankt sølvtøj changerer på. Kameraet blev taget op og fisken blev foreviget i græsset. Oppe ved P-pladsen fandt jeg en god gren, som fisken kunne hænge på. Kaffen blev fundet frem og livet nydt. Kort efter kom Gabs tilbage og efter lykønskninger kunne han tage nogle billeder af mig sammen med fisken. Herefter bød Gabs på lakseøl 🙂

Det var min historie om min nye PR laks taget i en fantastisk tidslomme af natur. Husk at nyde din lakselykke,  når det endeligt sker 🙂 Tak til Gabs for fotos.

Kommenter ved brug af Facebook